Hassan Purator
Nu skal det hele jo ikke være fis og pjat.
Jeg har tænkt en del over diverse afbrændinger i de sidste par dage. Ikke fordi jeg skal bære yderligere ved til den i forvejen løbske mediebrand. Medierne og især fjernsynets fanatiske dyrkelse af katastrofen er slem nok, som den er, og al omtale af situationen bør i grunden ophøre øjeblikkeligt, da omtale er den eneste motivation for aktionerne.
Som det vil være vedholdende besøgende bekendt er jeg en mand, der ud over at være særdeles velbegavet og udstyret med et usandsynligt godt udseende, også indeholder en spirituel side - både i traditionel forstand, forstået som vid og vits såvel som i moderne forstand, forstået som interesse og engagement i de åndelige sider af hverdagen.
De billeder, vi ser i fjernsynet har et dominerende element: ild. Det er flammerne vi ser, ikke det brændende eller omgivelserne, ikke engang den sorte røg. Vi ser flammerne, ilden. Når vi betragter disse flammer på skærmen, så er det som om alt andet forsvinder og bliver ligegyldigt, vore tanker standser, vi bliver pludselig rolige i vore dybder; det er som om disse billeder af flammer giver os en tryghed og en følelse af ro og balance, vi ellers sjældent finder andre steder. Derfor forbliver vore blikke fikseret på de dansende luer. Ikke sandt?
Hvorfor?
Fordi vi kan lide det.
Klassisk fysik opdeler verden i fire kvaliteter: fast, flydende, gas, plasma. Kronologien er skolelærdom: Stenen er fast, men varmer vi den op vil mineralerne blive flydende. Ved fortsat opvarmning vil de flydende mineraler begynde at fordampe og tilføjes yderligere varme vil disse dampe antændes. Jord, vand, luft og ild.
I en verden, hvor vi er blevet opdraget til at tænke i kontinuerlige bevægelser - fra et punkt mod et andet - glemmer vi, at intet i verden er lineært. Alt består af cykler. Således opstår stenen af grundstoffer, og efter den endte opvarmningsproces, står vi tilbage med aske og røg: rene grundstoffer. Cirklen er fuldendt.
Ignis purator, hedder det på klosterlatin: Ilden er udrenseren.
Når Hassan hælder benzin ind gennem et åbent bil-vindue og tømmer dunken over bilens køler for derefter at gå 10 m. væk fra bilen og kaste een eller to molotov-granater - lavet af flasker og tøjstrimler - mod bilen, så implementerer han en udrensning. Bilen vil antændes og flammerne vil oplyse den natsorte gade, og Hassan vil stå i umiddelbar nærhed og føle varmen og se flammerne tæt på. Han vil fyldes af nøjagtig samme ro og harmoni som du og jeg, når vi betragter flammerne på tv-skærmen. I dette øjeblik er Hassan ikke Hassan, han er Purator, den store udrenser, der med enkle midler og ved hjælp af ilden - menneskets største forbundsfælle og største fjende gennem 50.000 år - har gjort det en sådan gør.
Og alle kan se det, ingen er i tvivl, flammerne står måske 8 m. højt mellem husene. Røgen buldrer i tykke spiraler op i mørket. Der lyder en syden fra det brændende vrag ledsaget af små smæld fra metallet, der slår revner. Her står lille Hassan med de skæve ben, der bliver hånet af sin bror, bestjålet af sin fætter, drillet af sine søstre. Her står den lille, dumme indvadrerdreng, der aldrig har kendt sin far og triumferer.
Er han terrorist?
På den anden side af kloden sidder Geo og leger med tanken om at skyde nogle kanoner af. Igen. Han går snart på pension og han vil gerne huskes for noget andet end de tidligere kanonafskydninger, der har været.... Ja, lad os nøjes med at sige, at de ikke gik helt efter planen. Men Geo kan ikke finde ud af ret meget andet end at fyre kanoner af, så det gør han nok igen. Igen. Der kommer nok til at brænde et par biler, måske også nogle huse...
Er han terrorist?
Er du?
Er jeg?