Ang. Riis-affæren
Adjunkt for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet og tidligere Danmarksmester i tennis,Thomas Søbrink Petersen, fremførte i en kronik, Politiken 19. juli 2005, fire argumenter for, hvorfor doping-reglerne i professionel idræt burde reguleres, således at EPO og andre stoffer på WADA's liste bliver tilladt.
Hans første argument er, at de hidtidige forsøg på at stoppe brugen af doping har været uden succes.
Dette forhold skyldes, at præstationsdriften hos udøverne ganske enkelt er for stort til, at individet kan udholde presset; faktorer som følelsen af fællesskab, eskapisme, selvforglemmelse, kærlighed til konkurrence og sidst men ikke mindst økonomisk uafhængighed er medvirkende i dette spil.
Sportsudøvere er ikke helte eller overmennesker, og man kan ikke med rette kræve af dem, at de er foruden de samme "lave instinkter" som alle andre. Han henviser til en undersøgelse lavet af Sports Illustrated. 198 OL-deltagere blev spurgt, og kun 3 af disse sagde entydig nej til at de ville tage præstationsfremmende stoffer, hvis stofferne blev lovlige.
En del af dette første argument er er, at det bliver vanskeligere og vanskeligere for kontrolinstanserne at fastslå tilstedeværelsen af forbudte stoffer i kroppen på udøverne. De teknologiske fremskridt giver doping-lægerne mulighed for at designe præparaterne og justere dosis, så forekomsterne af fx EPO og væksthormon ikke kan skelnes fra kroppens egen naturlige indhold af begge dele.
Målet om at rense sporten for medicin er derfor kun ønsketænkning.
Hans andet argument er, at tilladelse af præstationsfremmere fra et medicinsk synspunkt er sundt for udøveren. Enhver kan regne ud, hvor hårdt det er for kroppen at gennemføre fx en Tour de France-etape - udøverens krop bliver fx drænet for røde blodlegemer ligesom testosteronbalancen også bliver ramt.
Et skud EPO kan have livsvigtig betydning for en nedbrudt krop. Selvom dette argument måske ikke ligefrem legitimerer brugen af doping, kunne man forestille sig dopingagenturene fritstille stoffer, der hjælper udøverne til at retituere sig efter præstationerne.
Søbrink Petersens tredje argument er, at WADA's liste krænker udøvernes personlige valg.
En del af sport på verdensmesterplanet er netop, at man - for at sætte rekorder - skal være i stand til at tage risici. Vi accepterer, som samfund, risikable sportsgrene (i stigende grad, i øvrigt). Hvorfor må udøveren så ikke anvende stoffer, der udenfor sportsverdenen er både legale og forholdsvis uskadelige for kroppen; mange af de af WADA listede præparater er almindelig håndkøbsmedicin, som enhver har adgang til.
Dette fører til Søbrink Petersens sidste argument: Hvorfor er det i sporsverden forbudt at indtage præstationsfremmende stoffer, når det er fuldt ud legalt alle andre steder i samfundet. For eksempel indtager eksaminister i større og større grad betablokkere, for atdæmpe nervøsitet og præstationsangst.
At nægte sportsudøvere adgang til dette er - efer Søbrink petersens mening - derfor diskrimination og dobbeltmoral.
Sidstnævnte begreb er i det hele taget en størrelse, jeg mener man bør tage til efterretning, før man begynder at dømme.
Måske skulle man forbyde kaffe...