Getsemane Have, Horsens
Ja, som både Fruen og jeg har afsløret ved forskellige tidlige lejligheder, så skal vi giftes, således, at Fruen efterfølgende med rette kan kalde sig Fruen, i bestemt form Fru Kjeldsen, da det er hendes ønske at få mit efternavn.
Dette forhold er interessant, da jeg faktisk aldrig hidtil har haft noget som helst ønske eller nogen som helst forestilling om nogensinde at blive ægtemand.
Ikke dermed forstået, at jeg har været tilfreds med min singeltilværelse, for det ville være løgn at sige. Singletilværelsen har jeg altid fundet godt gammeldags træls (som vi siger her på lag). Og dog har jeg i perioden 1995 til december 2006 levet alene. Jeg har i den periode ikke truffet emner, der faldt i min smag.
Men da jeg stødte på Fruen, i øvrigt via xtrabloggen, og satte hende stævne i december 2006, så skete der noget, der på mange måder ændrede både mit og hendes liv fuldstændigt. Den romantiske forestilling om 'kærlighed ved første blik' viste sig ikke at være en forestilling, hvilket i øvrigt ikke gjorde den mindre romantisk.
Siden dette første blik har der ikke eksisteret nogen tvivl hos hverken hende eller undertegnede, så ægteskabet kommer som en helt naturlig konsekvens. Vi forlovede os den 27. maj sidste år, og gifter os i august i år. Etiketten overholdes, ikke af pligt men af lyst.
Dermed ikke sagt, at jeg har noget imod pligt.
Jeg går ind i ægteskabet med et afklaret forhold til min pligt som ægtemand, og er til fulde klar over, hvad det indebærer. Der er hverken angst, bekymringer eller savn forbundet med det for mig, da de forhold denne pligt fordrer falder helt naturlige for mig. Jeg har to forliste parforhold bag mig, og er fuldt bevidst om, hvad der præcist 'gik galt' i disse to tilfælde, og jeg ved, hvad jeg skal gøre for at undgå disse fejltagelser. Jeg er ikke samme mand som jeg var dengang, er blevet ældre og klogere på mig selv og livet. Jeg fylder snart 40, og uanset hvor mislykket jeg af og til kan føle mig, så har jeg en fyrreårigs erfaringer (og lidt til) at trække på.
Derudover har Fruen og jeg nu levet side om side, stort set alle døgnets 24 timer, 7 af ugens dage, delt bord, seng og økonomi et helt år. Vi har lært hinandens venner og familie og sidst men ikke mindst hinanden at kende. Det er gået stærkt, det har til tider været forrygende, vi har grædt og grinet, elsket og kæmpet, og nu står vi hér, på dørtrinnet til en ny sommer, hvor klokkerne skal ringe.
Hvis man forlader vor bopæl ad hovedindgangen, går til venstre, drejer til venstre igen nede i bunden af gaden og fortsætter ad Fabrikvej mod Centrum vil man komme forbi en smuk gammel kirke midt mellem lejekasernerne i det gamle arbejderkvarter. Det er her brylluppet skal stå.
Getsemane Kirke er en gammel Metodistkirke, der ikke har været i brug i en årrække, men sidste år blev den købt af Vor Frelser Sogn. Vor vielse bliver den første vielse i Getsemane Kirke under Vor Frelser Sogn, hvilket - kan jeg forstå på præst og degn - er lidt af en udfordring for dem.
I forbindelse med kirken er der en lille atriumgård, omringet af en hæk med et par bænke og nogle bede. Dette er Getsemane Have. Kender man sin bibelhistorie vil man vide, hvorfor det er lidt surrealistisk, at finde Getsemane Have inde midt i Horsens ældste arbejderkvarter. Men den er der, og jeg har selv været der flere gange. Jeg skal skynde mig at sige, at der ikke er plads til flere romerske soldater her, end jeg godt ville kunne undslippe i dagslys. Desuden har jeg aldrig følt det nødvendigt at påkalde mig guddommelighed i det offentlige rum, så jeg er nok ikke i overhængende fare.
Denne lille have er så smuk og har så dejlig og hyggelig en stemning, at jeg sidder og smiler bare ved tanken. Den er ikke større end de to sammenhængende stuer jeg sidder i i dette øjeblik, men hvad den ikke har af storslået majestæt, det har den til gengæld i hygge... Jeg glæder mig til alt bliver grønt og dermed også den lille have, og jeg glæder mig til den blomstrende tid i august, når Fruen skal blive min og vi sammen, efter vielsen, vil sætte os i Getsemane Have og holde hinanden i hånden og se hinanden i øjnene.
Der er ting her i verden, der er mere dyrebart end guld, og nogle af dem er ganske gratis...