» WoA » cyperstress
Opret egen blog | Næste blog »

WoA

Library and Archives

Åh, de mange skridt!

Den kommende Fru Kjeldsen læser dameblade. Især et specielt dameblad har hendes interesse, i så høj grad, at hun indkøber det hver uge.

Det hænder jeg kigger i det.

Fra tid til anden gør hun mig opmærksom på forskellige artikler og indlæg, som hun finder interessante, men jeg må indrømme, jeg aldrig føler yderligere tilskyndelse til at læse disse artikler. Hun finder, på sin side heller ikke nødvendigvis interesse for alt, jeg vælger at sætte i cd-afspilleren eller de forskellige spil, jeg fra tid til anden underholder mig selv med på min (og drengenes) PS2.

I denne uge var der en læsergave med fruens ugeblad: en lille, digital dims, der - netop derfor - fangede min interesse. Det viste sig at være en digital skridttæller.

Min erfaring med digitale skridttællere er begrænset. Men da jeg, indtil juli i år, var ansat på en nærliggende restaurant som tjener og bartender, fik vi, på et tidspunkt, af vores personalechef udleveret en sådan, som vi blev bedt om at montere under vort arbejde. Vi fik at vide, at det var så personalechefen kunne se, hvor meget vi egentlig gik i løbet af en gennemsnitlig vagt.

Det skulle bruges til noget statistik fik vi at vide. Så det var altså ikke fordi man ville konstatere om vi rent faktisk lavede noget, som vi ansatte umiddelbart gik ud fra...

Under dette 'forsøg' fandt vi hurtigt ud af, at sådan en skridttæller er lidt af en udfordring (for en jævn og enfoldig tjener). Og det på trods af, at vores personalechef havde givet os indgående instruktion i brugen. Måske hang det sammen med, at vi jo, overraskende nok, også havde andet at bestille end at tage hensyn til denne dims.

Da jeg pakkede læsergaven fra Femina, nr 33, august 2007 ud var det således med en vis skepsis.

Jeg monterede den i bæltet og gik ud i køkkenet, satte kaffe over og gik ind i stolen igen.

LCD-skærmen på dimsen viste, at jeg havde gået 57 skridt.

I næste forsøg gik jeg ud på badeværelset (med et aktuelt ærinde), mens jeg talte mine fysiske skridt. Da jeg kom tilbage til udgangspunktet (stolen i stuen) viste det sig, at jeg havde jeg gået 51 skridt. Selvom jeg kun havde talt det til 34 - 17 den ene vej og 17 tilbage.

Jeg måtte konstatere, at instrumentet havde registreret mine bevægelser under forettelsen af det førnævnte - iøvrigt forholdsvist stillesiddende - ærinde som ialt 17 skridt. Det skal for en god ordens skyld tilføjes, at badeværelset ikke var optaget. Evt. ventetid foran en låst toiletdør ville have kunnet forklare de mange skridt...

Jeg tillader mig derfor at advare mod at have fuld tillid til disse skridttællere, under alle omstændigheder de af slagsen, der bliver stillet gratis til rådighed.

Jeg vil senere gøre yderligere forsøg. Rapporter vil følge.