WoA

Drømte mig en drøm....

Kort introduktion til grundbegreberne i moderne drømmeforskning.

Drømme er psykisk forestillingsvirksomhed, der ikke styres af det bevidste jeg.

Hvilket med andre ord vil sige, at tingene sker udenom viljen. Et fænomen der er såvel interessant som foruroligende. Hele handlingsforløb udspilles med den drømmende som medvirkende aktør. Enhver ved, hvor svært det er at kontrollere handlingen i en drøm. Oftest står vi helt hjælpeløse og lader os bare føre med af drømmen.

Drømme forekommer oftest under søvnen, men også under indslumring, hvor en vis bevidsthed om omverden kan være til stede samtidig med drømmen. Vi kender det alle: det lille spjæt i kroppen under indslumring, den tågede bevidsthed. Afstandsbedømmelsen, tidsbedømmelsen og den generelle jordforbindelse, der forsvinder med søvnens indtræden.

Hvad er drømme?

Drømme former sig mest som synsbilleder, men også som andre sanseindtryk og som fornemmelse af en sindsstemning eller fornemmelsen af tankevirksomhed.

Stærkt angsfyldte drømme, ledsaget af åndedrætsbesvær og svedafsondring kaldes mareridt. Sagnet fortæller om maren - en kvindelig varulv - der sætter sig på den sovende mands krop og klemmer ham med sine lår, mens hun hvisker hypnotisk i hans øre og piner ham med onde billeder. Den traditionelle mare skelner ikke mellem mænd og kvinder, men kvinder har deres egen mandlige mare - Incubus kaldet på latin - hvis natlige adfærd er tilsvarende blot med en seksuel overbygning.

Til mareridtene hører et antal drømme, som næsten alle mennesker har haft, f.eks. drømmen om at styrte dybt ned. Disse drømme lader sig katagorisere, og de er blevet katagoriseret efter mange forskellige systemer i den tid, drømmeforskningen har været aktiv. Freud vender vi tilbage til senere, lad os her nøjes med at nævne C. G. Jung - kendt for sin Individuationsteori -, der i drømme genkender et helt sæt drømmemønstre.

Jung's drømmeteorier godtgør, at nok er drømmene forskellige, men de fleste drømme er opbygget efter bestemte genkendelige mønstre, der i øvrigt svarer nogenlunde overens med dramaturgien i enkle fortællinger, som f. eks. de nordiske folkeeventyr. Jung forsvarede med baggrund i bl. a. dette, det synspunkt, at den samlede menneskehed er forenet i Det kollektivt Ubevidste - en slags åndens bagtæppe, hvor evige værdier står anført. En slags fælles server for alverdens folk og mennesker, som vi kan logge ind på med vores terminaler. Det er her vi er, når vi drømmer. Internet om natten med andre ord.

Og ligesom med skærmoplevelser er det svært at skelne mellem drømmeoplevelser og virkelige oplevelser. Oftest er drømme uhyggeligt realistiske. Ting og mennesker, som vi kender fra vågen tilstand dukker op, udspiller deres rolle og forsvinder igen. Man møder folk, man ikke har set længe. Af og til dukker huse, steder, landskaber fra drømmerens vågne fortid op. Gennem luften overflyves barndomsegnen. Fortidens drømme

Jo, det kan være svært at skelne, og det er da også sket, at mennesker er blevet forvirrede på grund af dette forhold. Vi kender vel alle fornemmelsen af i vågen tilstand at stå overfor en ven eller kollega, der ufrivilligt har medvirket i den drøm, man havde natten før.

På grund af dette har tidligere tiders mennesker altid og overalt forbundet drømme med religion og overtro. Når den erkendelse opnås, at legemet ikke kan have været delagtig i drømmeoplevelsen, opstår troen på, at der som parallel til menneskets fysiske legeme findes et usynligt, æterisk legeme, der under forskellige forhold, som f. eks. under søvnen, kan forlade det fysiske hylster og gå på eventyr i andre verdener.

Når den drømmende genser afdøde familiemedlemmer eller forsvundne stammefrænder er troen på at den døde lever videre i en anden verden, der således er adgang til gennem søvn/drømme, nærliggende. Den drømmende møder sære væsner, uhyrer og vanskabninger og er ofte vidne til fysiske forløb, der åbenbart ikke er styret af naturlove eller logik. Da han oplever denne fremmedartede verden lige så virkeligt som i vågen tilstand og samtidig erfarer, at andre mennesker har lignende drømmeoplevelser, dannes forestillingen om engle og dæmoner og deres riger i henholdsvis Himmel og Helvede.

Derfor har drømmene mytologisk karakter. For det historiske mennesker er drømmen udtryk af Gudens Vilje, og den kan varsle kommende begivenheder. Troen på varselsdrømme er udbredt den dag i dag, og har spillet en stor rolle i politisk og religiøs historie.

En af de første store omvæltninger i verdenshistorien er menneskets overgang fra at være fødeopsøgende til en tilværelse som fødeproducent. Det skete gradvist med udgangspunkt i Mellemøsten i tiden mellem 8000 til 2000 f.Kr. Det var hård nødvendighed, der tvang jægeren og samleren væk fra det omstrejfende liv over i det slidsomme arbejde som ager- og kvægbruger. Drivkræfterne bag denne fundamentale ændring i menneskehedens lidvsgrundlag var klimaforandringerne efter sidste istid (ca 7000 f.Kr.) og en overbefolkning i forhold til de naturgivne ressourcer. Områderne mellem Middelhavet og Den persiske Bugt gennemstrømmedes af floderne Eufrat og Tigris omkring 3000 f.Kr. For de første bønder var floderne en stor udfordring. Hvis de kunne regulere de årlige oversvømmelser med sindrige kanalsystemer, var der mulighed for at få ørknen til at give afgrøde to gange om året, primært hvede, sesamfrø, dadler og vin. De store afgrøder gjorde det muligt at administrere et større kvæghold, får og svin. Kontrollen over overrislingsarbejdet skabte et behov for en central ledelse, og den store landbrugsproduktion kunne danne grundlag for betydelige skattebetalinger, og ledelsen var derfor i stand til at opbygge reservelagre til brug i mistvækstår.

Tilværelsen var hård og omgangstonen rå. Men man havde drømme, og man vidste at drømme er sunde og har en funktion. Drømme spiller en stor rolle i såvel naturmenneskets som den sejrende kulturskabers verden. Hvilket bedre eksempel findes end Biblen, hvor der drømmes bogstaveligt talt på kryds og tværs og Drømmetyderens rolle og især status er udførligt beskrevet. Herren meddeler sig gennem drømmesyner. Josefs historie i Første Mosebog, 37, er i flere henseender meget oplysende. Bl.a. ser man, at mens privatmænds drømme varsler deres egen skæbne gælder kongens drømme rigets vel. Den samme opfattelse finder man i flere gamle nordiske beretninger, f. eks. Olaf den Helliges Saga, hvor ingen tør vække kongen af hensyn til de statsvigtige drømme.

Fra det syvende til det femte århundrede før Kristus eksisterede der internationalt en bemærkelsesværdig rigdom af religion-filosofiske skoler: Lao-Tse og Kung-Fu-Tse i Kina, Buddha og Mahavaria i Indien, Zarathustra (Zoroaster) i Persien, profeterne i Israel og de græske filosoffer. Overalt drejede det sig om at genfinde de gamle myter og datidens folketro og gøre dem til dagligdag på en mere dybtgående måde.

Nogle af disse filosofier blev optaget i den græske kultur. Vesteuropæere kom i kontakt med ideerne gennem kontakt til Middelhavslandene, ligesom græske filosofiske værker blev oversat til latin. Grækerne inspirerede også vesteuropæerne til at stifte bekendtskab med den ægyptiske kultur og religion. Men det var et indirekte bekendtskab gennem den græske tænkning - en direkte kontakt eksisterede ikke.

Udviklingen af demokratiet i oldtidens Grækenland gav individet større selvstændighed og politisk ansvar, og det er forståeligt, at denne selvstændighed resulterede i formuleringen af spørgsmål til mange af de forhold, som ellers indtil da havde været hævet over enhver diskussion. Filosoffer begyndte at stille spørgsmål om naturkræfternes virkemåde, idealer for samfundsmæssige styreformer og sidst, men ikke mindst, det guddommeliges væsen.

Athen er typisk for udviklingen i de små græske bystater, der bestod af en by og dens naturlige opland, og da Athen nåede længst i demokratiseringsprocessen og er bedst kildemæssigt belyst, tager man traditionelt udgangspunkt her. Grækerne udviklede gradvist en evne til at tænke modsætningsfyldt og optog i deres filosofi essensen af de religiøse traditioner, som kom til dem fra andre kulturer gennem handel og krige. Ægyptiske indvielser og andre rituelle handlinger var blandt det, der smittede af på den græske tænkemåde.

I Platons (427 –347 f.Kr.) værker skildres hans overvejelser over, hvordan mennesket kan nå frem til indsigt i det absolut gode og efterfølgende forene det forgængelige legeme med den udødelige sjæl. I "Symposion" sammenfatter Platon klart denne tankegang. Hvorfor skulle Det Gode ikke kunne sættes på formel, når Pythagoras allerede i 500 f.Kr. havde formået en absolut gyldig formel for noget så simpelt som retvinklede trekanter?

Herodot fortæller, hvordan guderne ved drømme fik Xerxes til at fremture i sine overmodige krigsplaner for at hans fornedredelse kunne blive nok så meget dybere.

Grækerne forsøgte at studere drømmenfænomenerne videnskabeligt, men var påvirket af de gældende regler. Deres indgang til emnet var religiøs, og man regnede med guderne som eventuelle aktører, når det gjaldt drømme. Hele det plenum af forskellige guder og halvguder, naturånder og nymfer og det righoldige bibliotek af fabler, myter og beretninger, der var en stor del af grækernes kultur stod til troende dengang. Det vi i dag betragter som religion eller metafysik var en integreret og udlevet del af hverdagen dengang og har stort set været det i mere eller mindre grad gennem hele den historiske tid op til i vore dage.

Det samme har drømmene. Dengang som nu skulle der eksperter til at tyde varslerne i ens drøm. Mange konger og stormænd holdt professionelle drømmetydere. Menigmand klarede sig med overleverede drømmetydninger, standardværker, der senere blev samlet i de kendte drømmebøger, f.eks. Cyprianus.Freuds drømmetydning

Den hidtil mest kendte teori om drømme er fremsat af Sigmund Freud i hans bog "Drømmetydning", 1900.

Hans udgangspunkt er, at den bevidste drøm kun er en rebuslignende gengivelse af ubevidste ønskeimpulser og fantasier. Ved at tyde den oplevede drøm (manifest indhold) og herved genskabe det bagvedliggende (latent indhold) kan man få adgang til det ubevidste, der normalt ligger udenfor rækkevidde.

Drømmedannelsen starter, ifølge Freud, med, at ubevidste impulser besætter de såkaldte dagsrester, dvs. erindringer om begivenheder fra dagens løb. Før de når frem til bevidstheden, underkastes de et drømmearbejde som er den eneste årsag til drømmenes rebusagtige karakter. Dette arbejde sker i form af fortætninger: en persons ansigt er på een gang velkendt og ukendt, fordi ansigtstræk fra forskellige personer er fortættet i ét ansigt. En anden del af drømmearbejdet er forskydning: en ubetydelig detalje fra en sindsoprivende begivenhed, måske det tidspunkt, hvor den foregik, kan være det eneste, der er tilbage i den manifeste drøm. Der findes også visualisering, hvor begreber og relationer synliggøres, f.eks. gengives ejendomsforhold ved, at en person sidder på et hustag. Dette drømmearbejde medvirker til at censurere det latente indhold og især at fjerne de ubevidste fantasiers seksuelle karakter.

Freud anvendte drømmetydning som et middel i den psykoanalytiske terapi. Ved et indgående kendskab til drømmearbejdets logik, var det - ifølge ham - muligt via drømmen at afdække klientens ubevidste sjæleliv.

Drømmetydning ligestilles ofte med tydning af symboler, og mange har forkastet den på dette grundlag. freud hævdede, at kulturelle træk viste sig ved nogle fastlagte symbolske fremstillingsmåder: forældre fremstilles som konger og dronninger, det mandlige kønsorgan som aflange genstande, det kvindelige som hule genstande og Døden som, f.eks., en afrejse.

Freud opfattede imidlertid kun dette som den første og umiddelbare tydning, der intete er værd i sig selv. En tilbundsg¨ående drømmetydning kræver et detaljeret kendskab til personligheden, og når drøm anvendes i terapien kan en enkelt drøm fra terapiens start siden vise sig at indeholde det totale sygdomsdannende kompleks af ubevidste impulser og fantasier.Søvn og drømme

Den hjernefysiologiske udforskning af drømmeaktiviteten er først kommet i gang efter 2. Verdenskrig. De foreløbige resultater er på mange områder overraskende. Men lad os, for at have tingene på det rene, først fordybe os lidt i søvnen og dens mekanismer.

Søvn er, klinisk set, benævnelsen for periodisk hviletilstand, hvor kontakten mellem bevidstheden og omverden er delvis afbrudt. Spædbørn sover de fleste af døgnets timer, men søvnbehovet aftager med alderen og de fleste voksne mennesker sover ca. 8 timer pr. døgn. Under søvnen får organer og væv mulighed for rekreation og afspænding, musklerne er afslappede og stofskiftet lavt, nervesystemets funktion er stærkt nedsat, hvorimod fordøjelsen foregår uhindret af søvnen. Søvnen, der hos mennesker stort set følger døgnets rytme, indtræder gradvist og veksler i rytme natten igennem.

Ifølge nyere forskning kan søvnen inddeles i tre faser, der skifter rytmisk i søvnens forløb: den lette søvn, den dybe søvn (deltasøvn) og den såkaldte REM-søvn. REM er forkortelse for rapid eye movement og beskriver det forhold, at den sovendes øjne under forløbet bevæger sig, som om han/hun iagttager rumlige scenarier. Det er i denne fase, at drømme hyppigst optræder.

Den dybe søvn indtræder kort efter indslumringen og varer hos børn op til 1 time, men varigheden aftager hurtigt med alderen, og denne type søvn findes overhovedet ikke hos ældre. Efter en kort REM-søvn på ca. 5 min. indtræder en lang, let søvn på ca. 3 timer, hvorefter en længere REM-søvn igen indtræder. Derefter varierer let søvn og REM-perioder i en cyklus på ca. 90 min., hvor REM-søvnen bliver længere og længere ind til opvågning.

Man mener at have påvist et søvncentrum i hjernens hypothalamus-område, hvorfra de søvnfremkaldende impulser udgår. Ved dyreforsøg har man påvist, at søvnrytmen styres af centre i hjernestammen, som artshistorisk er udviklet meget tidligt.

Drømmevirksomheden ledsages, som sagt, af hurtige øjenbevægelser (REM) bag de lukkede øjenlåg. Dette kan registreres uden at forstyrre den sovende. Foruden REM ledsages drømmesøvnen også af karakteristiske udslag på en elektroencefalograf. Derved er det fastslået, at det er forkert, når nogle mennesker påstår, at de aldrig drømmer - det er evnen til at erindre drømmende, der er varienerende. Desuden spiller opvågningstidspunktet en rolle: en drøm forsvinder ud af erindringen, hvis den følges af 10 min. dyb søvn.

Det ser ud til, at alle menensker drømmer i alt 1 - 2 timer hver nat, fordelt på 4 - 6 perioder med ca. 90 min. mellemrum. Den første drøm, efter ca. 1 times søvn, er kort, under 10 min. De senere varer mellem 20 og 35 min.

Tidsfornemmelsen under drømmen er omtrent den samme som i vågen tilstand. Det var altså forkert, når man tidligere påstod, at en lang, indholdsrig drøm kunne fare gennem hjernen i de sidste sekunder før opvågning. Det var også forkert, at man anså det for et udslag af drømme, når den sovende ligger uroligt. Det normale er tværtimod, at den sovende forholder sig musestille, når forestillingen går over drømmescenen. Kun øjnene følger livligt med.

Drømmene er et nødvendigt led i søvnens sundhedsmæssige funktion. En person, der i flere nætter forhindres i at drømme, men i øvrigt får opfyldt sit søvnbehov, bliver nervøs og irritabel og kommer først i ligevægt igen, når han igennem nogle uforstyrrede nætter med øget drømmevirksomhed har indhentet det forsømte.

Det er her til sidst interessant at bemærke, at ingen kender årsagen til vort behov for at drømme.