Tandstikkere versus Eiffeltårnet
Jeg er ikke kunstner, men jeg kunne sådan set godt have været det og hvis omstændighederne havde været anderledes, ville jeg sandsynligvis også være kunstner, men som det ser ud nu, så er jeg det altså ikke.
Jo, det er rigtig nok, at jeg både har tegnet og malet mange forskellige tegninger og malerier og det er også rigtigt, at jeg har solgt nogle af dem. Det er en kendsgerning, at jeg har skrevet både historier og digte og også fået udgivet enkelte af dem, ligesom jeg i en årrække også har spillet musik og endda medvirket på indspilninger. Men jeg er ikke af den grund kunstner, og det er jeg ikke af en ganske simpelt årsag.
Jeg er aldrig blevet anmeldt.
For at imødegå eventuelle irrelevante reflekser hos den vittige eller den ekstremt naive læser vil jeg skynde mig at understrege, at det ikke er politianmeldelser jeg taler om. Min kontakt med ordensmagten er uinteressant i denne sammenhæng. Jeg er klar over, at nogle kunstnere anser det for den allerhøjeste anerkendelse at få sine værker sortlistet af forskellige censur-instanser, men jeg er, som sagt, ikke kunstner og behøver derfor ikke at underlægge mig den slags impulser, skønt det ikke nødvendigvis ligger mig fjernt.
Det jeg taler om er anmeldelser skrevet af anmeldere og bragt i offentligt tilgængelige medier under betegnelsen 'anmeldelser'.
Der kan være mange årsager til dette forhold, men rent umiddelbart kan jeg ikke selv komme med et rationelt baseret bud.
Derfor må jeg gå videnskabeligt til værks og i første omgang anvende udelukkelsesmetoden. Udelukkelsesmetoden er et simpelt, teknisk redskab, der i sit enkle koncept går ud på at udelukke alle usandsynlige forklaringer. Vi står overfor et umiddelbart uforklarligt fænomen, men erfaringsmæssigt må vi skønne, at der findes en årsag. Ved at analysere hver enkelt eventuel forklaring, vurdere deres sandsynlighed og udelukke dem een efter een vil vi til sidst stå tilbage med den mindst usandsynlige forklaring, og uanset hvor usandsynlig denne virker, så må det, nødvendigvis, være den rigtige forklaring.
Lad os se på de mulige forklaringer. Jeg har snydt lidt, og allerede reduceret forklaringerne ned til tre. Dette forbeholder jeg mig ret til.
1) manglende kunstnerisk virke
2) manglende talent
3) manglende synlighed
Manglende kunstnerisk virke og en deraf følgende mangel på kunstnerisk produktion er en naturlig forklaring på de manglende anmeldelser. Havde jeg været, eksemplevis, kontorist, embedsmand eller funktionær, professionel soldat, topatlet, bankdirektør, mejerist, cykelsmed, blikkenslager, boligspekulant, børsmægler eller pantelåner uden talenter eller evner udi de dannede kunster kunne min forgæves søgen i dagbladenes kultursektioner umiddelbart forklares. Det forholder sig ikke sådan. Jeg har skrevet. Jeg har malet. Og jeg har spillet musik.
Mangelnde kunstnerisk virke er hermed udelukket.
Den anden mulig forklaring er manglende talent. Jeg skal ikke hér gå alt for dybt i analysen, da prætentiøs selvforherligelse ligger mig meget fjernt. Jeg er opvokset og dermed også opdraget i en kultur hvor beskedenhed betragtes som en dyd, og hvor middelmådigheden dyrkes som en afgud, så jeg skal ikke fremture med uforbeholden og overdreven skråsikkerhed med hensyn til vurderingen af mine egne kunstneriske talenter. Det ville være endog aldeles upassende. Jeg kan dog, uden at bryde med disse konventioner og uden at miste grebet om den videnskabelige objektivitet, konstatere, at de mennesker som i tidens løb har vist mine værker interesse også har udtrykt begejstring, hvilket er nok for mig til at afvise også denne forklaring. Stadig uden at bevæge mig ind i det kontroversielles grænseland, kan jeg tilføje, at der blandt disse interesserede også har været endog en del, med hvad jeg vil kalde for sagen relevant uddannelse.
Manglende talent er hermed udelukket.
Den sidste af de relevante forklaringer er manglende synlighed. Denne forklaring behøver jeg, i sagens natur, ikke at uddybe eller analysere yderligere. Vi har anvendt udelukkelsesmetoden og står tilbage med 'manglende synlighed' som sidste tilbageværende forklaring. Dette er forløbigt nok. Men lad os alligevel dvæle lidt ved denne forklaring.
Synlighed defineres som en egenskab ved visuelt sanselige fænomener. Pragmatisk set er bergrebet dog en anelse mere vidtrækkende, da det ofte også skildrer fænomener, der kan erkendes ved hjælp af andre sanser end synet. Også her kan man anvende udelukkelsesmetoden og konstatere, at alt der ikke er usynligt er synligt. Jeg tillader mig at være vittig og tilføjer: men der er ting som er mere synlige end andre. For selvom både en tandstikker og Eiffeltårnet begge erkendes med synssansen, så er der en vis fornuft i at anse Eiffeltårnet som mere synligt end tandstikkeren.
På mange måder er denne metafor behageligt relevant, når det gælder vurderingen af kunstneriske produktioners synlighed. Der findes tandstikkere og der findes Eiffeltårne.
Tandstikkere er praktiske, hvis man har behov for at fjerne snavs og urenheder fra sine tænder. De kan også anvendes til at rense negle med eller til anretningen af kanapéer eller cocktails. De kan bruges som jetoner ved for eksempel pokerspil. I det hele taget har tandstikkere et bredt anvendelsesområde.
Eiffeltårnet er pynteligt.
Jeg tillader mig at drage metaforen fra det overordnede objektive plan ned på det personligt subjektive, og kan ærligt og redligt sige, at jeg hvis jeg stod overfor valget mellem besiddelsen af en æske tandstikkere og Eiffeltårnet ville vælge tandstikkerne. Til hver en tid. Ikke fordi jeg har uforholdsmæssigt stor krav hvad angår tandhygiejne, men ganske enkelt fordi tandstikkerne er mere praktiske end Eiffeltårnet. Besiddelsen af en æske tandstikkere vil udgøre større umiddelbar værdi for mig end det tilsvarende ejerskab af Eiffeltårnet. Selvom Eiffeltårnet forholdsmæssigt er mere synligt end tandstikkerne. Og mere pynteligt.
Og Eiffeltårnet kommer i fjernsynet. Eiffeltårnet bliver en myte. Eiffeltårnet er romantisk. Eiffeltårnet er historisk. Eiffeltårnet er i avisen, i bladene, på plakaten, på flybiletten. Der bliver sunget om Eiffeltårnet, der bliver skrevet om Eiffeltårnet. Eiffeltårnet bliver fotograferet og udgør baggrund for flotte billeder i amerikanske film. Mennesker mødes, forelsker sig, græder, griner, kæmper og elsker, bliver gift og dør i Eiffeltårnet. Selv når du lukker øjnene ser du Eiffeltårnet. Eiffeltårnet aftegner sig som en silhouet mod hele den vestlige verdens himmel, vi hviler alle i skyggen af Eiffeltårnet. Eiffeltårnet er kunst. Al magt til Eiffeltårnet!
Tandstikkere kan du få for tolv kroner æsken i Netto.
Jeg bliver nok aldrig kunstner.