Kjeldsen i biffen: The Dark Knight
Enhver, der holder sig bare en lille smule ajour med populærkulturen vil vide at 'Batman: The Dark Knight' er præmiereaktuel i de danske biografer for tiden.
Således var undertegnede med Frue og bonus-søn i biografen her til aften til et længe ventet gensyn med Christian Bale i titelrollen som den maskerede hævner og selvfølgelig mødet med Batmans hovedantagonist og alter ego Jokeren, portrætteret af den nyligt afdøde Heath Ledger.
Og for lige at tage det som alle taler om først, så er Ledger fuldstændig uforlignelig i rollen som den mildt sagt karakterafvigende superskurk. Han stjæler billedet fuldstændig og får den kappeklædte helt til at ligne en endimensionel papfigur hver gang de medvirker i samme scene. I det hele taget er Dark Knight Jokeren's og dermed Ledger's film.
Bale's Batman var sejg og ubarmhjertig, kynisk og følelsesmæssigt invalid i forgængeren Batman Begins, selvcentreret, stædig og brutal. Det indbyggede og åbenlyse hykleri, der kendetegner figuren i stort set alle de varierende fortolkninger anskueliggøres og diskuteres tilbundsgående i Batman Begins, men den fortsætter blot i Dark Knight, uden at blive tilføjet nye nuancer. Batman er fastlåst i sit hævnmotiv og det æder større og større dele af hans personlighed, således at der nu ikke er mere af figuren tilbage end den overfladiske playboy, Bruce Wayne i dagtimerne og den brutale hævner, Batman, om natten. Begge personligheder er roller, som personen spiller. Ingen, ikke engang hans mentor og værge, butleren Alfred (portrætteret af Michael Caine med stoisk, britisk ro) kender den virkelige person bag Wayne/Batman-facaden.
Den eneste, der synes at forstå og acceptere Batman - den eneste, der kender ham uden at frygte ham - er således Jokeren. Og dette forhold er meget spændende. Spændende nok til at Christoffer Nolan sagtens kunne have brugt mere tid til det,
Hovedtemaet i den samlede legende om Batman er frygt som magtmiddel i henholdsvis det gode og det ondes tjeneste, men diskussionen i The Dark Knight af dette skisma drukner i eksplosioner og en ujævn og snublende dramaturgi. Det er tydeligt, at man forsøger en ny stil, men man glemmer, at en ny stil aldrig vil opleves som ny medmindre man beholder visse af den gamle stils kendetegn. At placere den akaiske og teatralske Batman-skikkelse i et realistisk set-up uden spir og gargoyles på bygningerne fungerer ganske enkelt ikke. Han virker som en hund i et spil kegler - eller nærmere som en flagermus i et dueslag. Og de mildt sagt farverige superskurke er helt ved siden af i en realistisk kulisse.
Men jeg skal ikke være Spielverderber. Filmen er under alle omstændigheder værd at se. Den er i hvert fald bedre end The Incredible Hulk, som havde præmiere forleden, for den er dog det værste skod, jeg i mit liv har set.
Men hvis man virkelig er til superhelte bør man se Will Smith i Hancock. Det er supergrineren...