WoA

Hávamál

Offer?

Sad lige og kom til at fintænke igen...

-

Der er så meget snak i debatten om offer-rolle og ofre i det hele taget. Hvad er det for noget med dette offerbegreb?

Følgende er, hvad der - i den anledning - kom ud af min lomme.

-

Mennesker kan finde på at slå hinanden ihjel. Når det sker, kalder vi ham der gjorde det morder og ham der døde offer.

Lad os antage at mennesket er et rovdyr. Vi jager som rovdyr og æder som rovdyr. Jæger contra bytte. Når vi slår hinanden ihjel er det altså et udslag af vores natur.

Hvorfor hedder en dræbt mand så et offer? Hvorfor kaldes han ikke bytte?

Det er sandt: Vi æder ikke hinanden. Men den følelse af overlegenhed og succes jeg får, ved at besejre en modstander, den er da klar som vand næring til både krop, sind og ånd. Ellers var det jo ikke besværet værd.

Så reelt er den afdøde jo mit bytte.

Han er ikke offer. Hvem, har ofret ham? Da ikke mig, jeg slog ham bare ihjel. Hvem er han ofret til? Jeg kender ikke svaret. Hvis man er krigsfilosof vil man jo nok sige, at han ofrede sit liv for at jeg kunne nyde sejren. Selvom det jo så (kan jeg fortælle) ikke var frivilligt, han gjorde det. Men det er da osse den eneste måde, hvorpå begrebet offer kan bruges her.

Han er og blir mit bytte. Lad mig beholde det, tak.

-

Frit fra lommen, håber jeg er tilgivet.

Englands pyramider

Stonehenge i det sydlige England er lige så dragende og gådefyldt som stenskulpturerne på Påskeøen og pyramiderne i Ægypten. Det vældige stenmonument har givet anledning til mange teorier og kraftige diskussioner, bla. mellem arkæologer og astronomer. Ingen ved, hvem der har rejst de kolossale sten – eller hvorfor.

På Salisbury-sletten i det sydlige England ligger Stonehenge, et vældigt stenmonument, der i mange hundrede år har sat fantasien i gang hos både forskere og lægmænd. Stonehenge betyder egentlig "hængende sten", for monumentet består først og fremmest af en cirkel af høje sandsten – Sarsen-stenene – med stenoverliggere, der oprindeligt har nået hele cirklen rundt.

Hvordan har man flyttet og rejst de 4,5 m høje sten uden kraner, taljer og trisser? Hvordan har man formet dem uden moderne værktøj? Og hvordan har man overliggerne op i en højde på over fire meter?

1

I 1100-tallet mente krønikeskriveren Geoffry af Monmouth, at stenene kom fra Irland, hvor de blev hentet af selveste Merlin, den keltiske sagnkonge Arthurs hoftroldmand.

I 1620 lod kong James I tegne en plan over Stonehenge og konklusionen blev, at det måtte være resterne af et romersk tempel. Man mente dengang at kun romerne havde haft et så veludviklet samfund, at de kunne rejse et monument som Stonehenge. 40 år senere foretog oldtidsforskeren John Aubrey en nærmere undersøgelse og fandt ved den lejlighed 56 huller, der dannede en cirkel uden om monumentet.

Hullerne blev senere kaldt Aubrey-hullerne. Aubrey – og flere forskere efter ham – mente at Stonehenge var et druidetempel, et keltisk tempel fra Jernalderen, før romerne kom til England. Den tro holdt sig et godt stykke op i 1800-tallet, da arkæologien begyndte at udvikle sig til en moderne videnskab, og man fandt ud af at bygningsværket måtte være betydeligt ældre.

Men først i 1950’erne, da arkæologerne Richard Anderson og Stuart Pigott foretog systematiske udgravninger ved Stonehenge, fik man indsigt i, at Stonehenge ikke blev bygget på én gang, men i tre forskellige faser over en meget lang periode.

2

Idet man nærmer sig Stonehenge, mærker man et stykke før de store Sarsen-sten en fordybning i jorden og bagefter en forhøjning. Det er resterne af det første Stonehenge. Fordybningen var en grøft på to meters dybde og forhøjningen en to meter høj vold, der lå i to koncentriske cirkler med en diameter på omkring 100 m. Det nuværende Stonehenge har en diameter på ca. 30 m. Mod nordøst dannede et hul i volden indgangen.

I nærheden af indgangen stod de tre eneste sten, man med sikkerhed ved har hørt til denne første fase af Stonehenge. Den ene af dem, Hælestenen, står omtrent der, hvor Solen står op ved sommersolhverv. Fire andre sten, de såkaldte Station-sten, blev måske også rejst i den første fase, hvor også de 56 Aubrey-huller blev gravet.

Hullerne er ca. to meter dybe og en meter brede, og nede i dem har man blandt andet fundet brændte menneskeknogler. Stedet har altså nok været brugt som en slags begravelsesplads. Desuden fandt man rester af keramik, der fortæller at det første Stonehenge blev anlagt i sen bondestenalder omkring 3000 fvt. Sådanne cirkelformede anlæg med rester af begravelser findes der mange af i området. Alene på salisbury-sletten er der over 400. Men Stonehenge er ene om sine sten.

I den anden fase skulle der efter Atkinsons mening være rejst to cirkler af blålige sten – blue stones – indenfor den cirkel, der dannes af de store sandsten.

I tredje fase er de store sandsten med overliggerne rejst, og desuden fem stenkonstruktioner, hver bestående af to oprejste sten med en stenoverligger. De kaldes Trilithons. Samtidig er de blå sten, der før stod i to cirkler, blevet flyttet rundt så de danner en cirkel og en hesteskoform uden om de fem Trilithons. Nogle forskere mener dog, at der slet ikke har været nogen anden fase. De bl¨å sten ser efter deres mening ud til at være blevet fjernet helt mellem anden og tredje fase, og de mener derfor at de blå sten slet ikke har været inde i billedet før de store sandsten blev rejst.

Hvordan det hele er gået til får vi nok aldrig at vide, dertil er der flyttet for meget rundt og bygget for meget om på Stonehenge i tidernes løb, og gravrøvere har desuden ødelagt dele af anlægget.

Men der forskes, arbejdes og graves stadig omkring Stonehenge, som der har været gjort i flere hundrede år. Ikke mindst astronomerne har interesseret sig for anlægget, og den almindeligste opfattelse har da også været, at en del af Stonehenges funktion har været som en slags observatorium, fra hvis sten man kunne iagttage Solens og Månens bevægelser – og derved følge årets gang.

Stonehenge virker også godt placeret for astronomiske observationer med sin flade horisont og sit vide udsyn. Men noget tyder på, at horisonten ikke altid har været åben nok til, at man har kunne se Sol og Måne stå op og gå ned.

Arkæologer har forsøgt at undersøge, hvordan landskabet og vegetationen omkring Stonehenge har set ud for 2-3000 år siden. Her plejer man at bruge pollen-analyse, men jorden på Salisbury-sletten er næsten ren kridt, og her kan pollen ikke bevares. Det kan derimod forhistoriske sneglehuse – mikrofossiler – og de forskellige sneglearter, der har levet ved Stonehenge, fortæller noget om, hvilken slags land de har levet i.

Sneglene viser, at Stonehenge i en periode omkring 3100 fvt. blev forladt. Grøften blev langsomt fyldt op, og den snegletype, man finder her, fortæller at stedet var dækket af buske og småskove, der ikke gav frit udsyn til horisonten.

Senere er stedet igen blevet taget i brug, træerne delvist ryddet, og sneglene fortæller om græsslette – dog stadig med lunde af træer og buske, der godt kan have spærret for udsynet til himmellegemernes bevægelser.

Stonehenge har altså ikke, som mange atronomer har troet, været brugt som observatorium i en tusindårig, sammenhængende periode. Det har i mindst én periode været forladt, aktiviteterne angiveligt anlagt til et andet sted, og siden er det igen taget i brug.

Astronomerne og arkæologerne har længe været uenige om tolkningen af Stonehenge. Den amerikanske astronom Gerald Hawkins har været blandt de ivrigste fortalere for ideen om Stonehenge som observatorium. I en artikel i tidsskriftet Nature i 1963 påviste han, at han med en computer kunne regne sig frem til, hvordan himmellegemerne stod placeret over Salisbury-sletten ca. 1500 fvt.

han gennemgik deres placering i forhold til hver enkelt sten i Stonehenge, og hans idéer blev hurtigt optaget i folks bevidsthed, selvom de aldrig har kunnet bevises og Hawkins faktisk blev betragtet som noget af en fusentast i store dele af den videnskabelige verden.

Alligevel mener de fleste, at Stonehenge også har haft en funktion som observatorium – måske endda Soltempel.

3

Ser man på landskabet omkring Stonehenge fra luften, tegner der sig et mønster af cirkelformede forhøjninger med grøfter omkring. Indenfor 30 kvadratkilometer omkring stenkonstruktionen ligger der ca. 400 af den slags anlæg, men kun de færreste er bevaret så godt, at man kan se dem, når man går rundt i landskabet. På et luftfotografi, derimod, kan man spore voldenes cirkler som mørke ringe i kornet. Enkelte af disse anlæg har haft træmonumenter med massive pæle, der mindede så meget om Stonehenge central-konstruktion, at de bliver kaldt Woodhenges.

I en periode på ca. 2000 år – fra ca. 3500 til 1200 fvt. – har man altså bygget ca. 400 jord- eller træmonumenter i egnen omkring Stonehenge, og de fleste af dem har været brugt til begravelser, men nok også til andre ceremonier, sammenkomster og ritualer. Stonehenge er det eneste stenmonument og det er kun derfor det er så godt bevaret.

Ellers er der ikke noget, der tyder på, at det første Stonehenge har adskilt sig fra de mage andre jord-anlæg på egnen, hverken med hensyn til funktion eller præstige. Først omkring 2000 fvt., da de store sandsten blev rejst, udskilte Stonehenge sig som noget særligt, selvom det stadig var ét mellem mange anlæg.

4

En ting er de fleste forskere enige om: Stonehenge er resultatet af samarbejde mellem mange mennesker. Dette har krævet en form for central styring, og det er blandt andet det man tvivler på, at bondestenaldersamfundet har haft.

Datidens mennesker har stort set levet som selvforsynenede bønder. Man har akkurat kunnet skaffe sig til dagen og vejen.

Noget overskud har man dog haft at bytte med – eller betale i gaver eller skatter til en høvding eller leder. For ledere må der have været i samfundet. Det behøver ikke at have været højt organiserede ledere med stor magt og en stilling, der gik i arv, som man kender fra senere samfund. Det har nok snarere været noget, der svarer til det etnografiske begreb "big man" – en stor mand. En stor mand er en der forstår at tale, få folket med, som er rig, gavmild og afholdt – men som kun er leder så længe folket er tilfreds med ham.

Omkring den tid, da det første Stonehenge blev etableret, havde agerbrug været kendt i ca. 1000 år. Agerbrug er en mere sikker livsform end jagt og indsamling, den kan skaffe mad til flere mennesker pr. kvadratkilometer. Befolkningen voksede derfor – som det er tilfældet overalt i den dengang beboede verden – efterhånden som landbruget blev almindeligt. Det betød, at jorden med tiden blev mere og mere eftertragtet – og der var ikke længere ubegrænset land til rådighed.

Hver stamme eller gruppe måtte markere sit område om ikke ved kampe og med våben så fx ved at bygge monumenter og kendetegn, der fortalte at her var midtpunktet for et samfund. Sådanne monumenter kunne være jordanlæg, som dem man finder omkring Stonehenge. Her kunne en høvding eller leder holde til i nærheden, gruppens døde kunne begraves, fester kunne holdes, varer udveksles osv.

5

De samfund, der byggede Stonehenge var forholdsvis "lige" samfund uden de store sociale forskelle. Alligevel har der altså været en eller anden form for magt, en person, der tog beslutninger, foreslog – og betalte – fester, ritualer og gravmonumenter, sikkert ud af et forråd, han havde modtaget som gaver af befolkningen.

Men bygningen af Stonehenge har krævet så meget arbejdskraft, at det er usandsynligt at et lille landbrugssamfund har kunnet gøre det alene. Flere samfund, sikkert med hvert sit "lokalmonument" må have sluttet sig sammen under en stærk mand om at bygge de helt store stenarbejder som et fælles vartegn for et større område – angiveligt en alliance mellem flere mindre stammer.

6

Nogle af de store sandsten i Stonehenge vejer over 50 tons pr styk og stenene stammer sandsynligvis fra et sted over 40 km væk. Stenene er sikkert flyttet ved hjælp af rullestokke og snoede læderreb, og man har beregnet at det mindst tager 1100 mand 7 uger at flytte bare én sten af denne størrelse. Bagefter skulle stenene så hugges til og placeres med den ene ende i et hul og rejses op. Slutteligt skulle overliggerne op i en højde på over 4 meter. En næsten ufattelig præstation, når man påtænker datidens hjælpemidler.

Det er derfor ikke sært, at Stonehenge har sat gang i fantasi og såpekulationer om, hvad det var for et samfund, der kunne skabe et så imponerende arbejde.

De fleste har hidtil regnet med, at Stonehenge blev bygget efter inspiration udefra. Især har man troet at den mykenske (græske) kultur havde påvirket arkitekturen i Stonehenge fordi der omkring 1500 fvt. var en livlig handel mellem England og Mykene.

Richard Atkinson påviste ved hjælp af C14 (kulstof 14) metoden, at Stonehnges tredje fase var fra omkring 1600 fvt. Da man imidlertid for 20-30 år siden begyndte at bruge dendrokronologi, træringsdatering, fik Stonehenge lagt 600 år til sin alder og blev derved rykket tilbage til tiden mellem 2100 og 1900 fvt. Det udelukker efter de flestes mening inspiration fra Mykene.

Dendrokronologi går ud på at man laver en kurve over årringenes tykkelse i døde træstykker eller ældgamle træer fra det område hvor genstanden m,an vil datere er fundet. denne metode, sammenholdt med C14 giver et temmeligt nøjagtigt tal. Denne krydsreference kaldes kalibrering.

I tilfældet med Stonehenge har det bla været medvirkende til at overbevise flere om, at der ikke nødvendigvis har været en udefra kommende påvirkning.

Slagmarkens Topografi

"Og derfor må en viis fyrste udtænke en måde, således at hans bysbørn altid og under alle forhold har brug for staten og for ham; og så vil de altid være ham tro."

Machiavelli: Fyrsten.

Magt indgår i praktisk taget alle menneskelige relationer, og magt har den, der med sin vilje kan bøje andres vilje, ændre deres handlinger og adfærd, således at han når sine mål uanset andres accept.

Hvor meget personlig magt du har, afhænger af dine magtressourcer og den måde du anvender dem på.

Magtressourcer er alt, du kan bruge til at påvirke andre med, såsom rå muskelkraft, penge, viden, færdigheder, stilling, renommé, troværdighed, personlig udstråling, udseende osv. Magtudøvelse er universel, fordi den er et udtryk for en universel kraft i mennesket, nemlig viljen. Magt og vilje hænger ubrydeligt sammen. Hvis du sådan set er udmærket tilfreds med din nuværende position og ikke ønsker at forbedre dine magtforhold, så er din vilje heller ikke motiveret til at aktivere det stykke arbejde, der er påkrævet.

Før du går i gang med at opøve de færdigheder, der er påkrævet for at udbedre og sikre din magtposition, er der en række grund-præmisser, du bør tage til dig; den kampplads, hvorpå slaget skal stå er det moderne vestlige samfund, staten, og da grundlaget for enhver sejr er overblik over slagmarkens topografi er det af væsentlig betydning, at du gør dig disse præmisser klar. De repræsenterer i bedste fald hindringer, og hvis du ikke er opmærksom på dette vil du blive besejret - uanset hvor veltilrettelagt din planlægning og timing er.

Nedenstående listning er vejledende og punkterne bringes i vilkårlig rækkefølge:

Overalt udøves der magt. Også i primærgrupper - familie, venner, bekendte, osv. For de fleste er arbejdspladsen eller uddannelsesstedet en vigtig kampplads, for her afhænger fordelingen af status, prestige, karrieremuligheder og penge af den magt, du kan skaffe dig i gruppen.

Hvis du vil kunne forsvare dine interesser i alle livets sfærer, kommer du ikke udenom at beskæftige dig med magt. Tror du, at andre altid vil behandle dig retfærdigt og fair, at at f.eks. faglige kvalifikationer, ærlighed og flid er nok til at få succes, er du offer for en illusion. Holder du dig udenfor magtspillet, overlader du det til andre at bestemme over din skæbne.

Alle mennesker er egoister, også selv om de sværger på det modsatte. Ingen svækker sin egen position ved åbent at indrømme, at han først og sidst tænker på sit eget. De, der bedyrer at arbejde for andre og i andres interesse, er som oftest de største egoister. Søg derfor altid efter det egoistiske motiv. Skulle du møde personer, man i almindelig sprogbrug ikke ville kalde egoister, fordi de handler opofrende og desinteresseret i egne motiver, så betragt dig som heldig. Disse mennesker er ofte naive og derfor lette at manipulere med, hvilket gør dem stærkt anvendelige som dine redskaber til udbyggelse af din personlige magt.

Lad dig ikke narre af små gaver og små indrømmelser. Den slags "opmærksomheder" skjuler oftest egoistiske motiver og er en billig måde at spise dig af på. Men af mystiske, måske naturgivne årsager, virker smiger og ros altid og under alle omstændigheder, og graden af modtagelighed for manipulation via gemen leflen, hænger nøje sammen med personens selvvurdering. Paradoksalt nok er det inkarnerede magtmenneske ofte mere modtagelig overfor den slags end den, der ingen magt besidder. Princippet kaldes smuler for brød.

Forældre, pædagoger, præster, politikere, guruer, frelsermænd osv. vil hele dit liv forsøge at binde dig til et ideal, en tro, en ideologi, en pligt, et ansvar, et løfte, en ed - i deres egen interesse. Betragt ikke din interesse som mindreværdig i forhold til deres. Bid ikke på sjælefiskerens krog. Rådfør dig til enhver tid og i enhver situation med din egen vilje og træf dit eget valg.

Alle slags sociale forhold, selv til dine nærmeste, kan forværres eller falde bort. Intet i menneskelivet er sikret på forhånd. Til syvende og sidst er du kun sikker på ét eneste menneske: DIG SELV. I magtens verden findes der ingen ubrydelige venskaber og ingen hellige bånd.

Sidst, men ikke mindst: moral og etik er illusioner, skabt af staten for at begrænse det enkelte individs stræben efter magt.

Ovenstående er kun eksempler. De hindringer, fordomme og mentale lænker, der fastlåser dig i din søgen efter magt er legio. Du kender dem, du ved, hvor de er, din egen livserfaring repræsenterer angiveligt adskillige. Gør dig fri af disse bånd.

Husk: Verden er din. De andre bor der bare!

Om magt

Sun Tzu: Krigskunsten.

Magt udøves på forskellige niveauer.

Øverst på skalaen finder vi staterne, og deres magt er igennem tiderne blevet legitimeret af skiftende ideologier. De klassiske magtskrifter - som f.eks. Machiavellis Fyrsten - repræsenterer oftest det såkaldt realistiske standpunkt: at staten (og den dertil hørende magtudøvelse) er en uundgåelig institution, en nødvendig sikring af systemet - de fælles normer og værdier, der kræves etableret og vedligeholdt for at vedholde et stabilt samfund.

Længere nede på skalaen finder vi organisationerne.

Denne gruppe er stor og mangfoldig og indeholder i den ene ende koorporativerne: store multinationale virksomheder, ideologiske eller religiøse verdenssamfund, etc. og i den anden ende: interesseorganisationer, foreninger o. lign. med betydelig samfundsmagt. Disse meget varierede og forskellige grupperinger har det til fælles, at de ofte drives eller søges drevet efter moderne ledelsesmetoder i den amerikanske effektivitetsorienterede stil med en top (bestyrelse), der definerer fælles mål og værdier og udsender nedadgående dekreter og anvisninger. De fundamentale normer er objektivitet i beslutningsprocesserne og rationelle og praktiske arbejdsmetoder.

Allernederst på skalaen sidder det enkelte individ.

I forhold til de store magtkoncentrationer omkring os kan vores personlige magt synes ubetydelig og begrænset, og derfor afskyr vi autoriteter og magtmennesker, der pr. definition er intrigante og ondsindede individer. At den enkelte rent faktisk besidder magt (som en naturlig del af de medfødte begavelser) undertones og søges i udstrakt grad undertrykt. Vi afspises med det aldeles flygtige begreb rettigheder, der gives os af staten, samfundet, moralen og religionen.

Eksempel 1:

Eksempel 2:

Fælles for disse rettigheder er, at der ikke er tale om nogen reel magt, snarere ligger den enkelte under for den stadigt mere udbredte magt-illusion, der skabes i ethvert samfund gennem en bevidst og systematisk forplumring af forholdet mellem den formelle og den relle magtfordeling.

Som nævnt tidligere repræsenterer de klassiske magtskrifter det realistiske standpunkt; det vil sige: magt og magtudøvelse er nødvendig for at undgå kaos og sikre en tilstrækkelig grad af orden i en gruppe eller et samfund.

Med baggrund i dette har filosoffer - med Niccoló Machiavelli som den mest kendte og anvendte repræsentant - analyseret og dokumenteret en række magt-teknikker, der gælder såvel i magtpyramidens top som nede på bunden mellem de enkelte mennesker. Det er oftest meget simple systemer af anvendelige metoder til at etablere, sikre sig og vedligeholde magtstrukturer, og en overordnet indsigt i disse burde høre til almindelig dannelse.

Det er vigtigt, at vi som individualister i det moderne magtsamfund ikke blot får legitimeret magten, men får den afmystificeret og gjort op med de fordomme og myter, der stiller sig hindrende i vejen for vores frie brug af magten.

Flere betragtninger om magt: tag magt.

Dagens spørgsmål

På den ene side af kortet står følgende:

Mohammad var en profet, hvis visioner, liv og virke revolutionerede Mellemøsten. Den dag i dag er han et forbillede for over en milliard mennesker.

På den anden side af kortet står følgende:

Mohammad var en sindssyg stodder, der hørte stemmer i en hule og bagefter gik ud og slog en masse mennesker ihjel.

Hvilken side af kortet skal jeg vende opad?

Menneske og Magt. Vol.I

"Af denne grund hedder det, at sejrrige krigere først vinder og derefter drager i krig, mens underlegne krigere først drager i krig og derpå forsøger at vinde."

Sun Tzu: Krigskunsten.

For at etablere magt må du vide, hvad dine vigtigste mål er. Spørg dig selv: "Hvad vil jeg opnå, og hvordan vil jeg opnå det?" Kald det drømme, ønsker eller visioner - det spiller ingen rolle, hvilket ord, du bruger for at gøre dig klart, hvad du vil med dit liv.

Her er nogle eksempler:

Jeg ønsker en stilling, der kan give magt, penge og prestige

Jeg ønsker at forsvare min position

Jeg ønsker at få indflydelse på en bestemt beslutning

Jeg ønsker at gifte mig med en bestemt kvinde

Jeg ønsker at blive økonomisk uafhængig

Jeg ønsker at grundlægge mit eget firma

Jeg ønsker at ødelægge en konkurrent

Nogle kan uden videre definere deres mål, andre har brug for at gøre sig særlige overvejelser.

Er det sidste tilfældet, kan du f.eks. gå frem på følgende måde: forestil dig, at du ikke er begrænset af ydre eller objektive forhindringer (penge, alder, uddannelse, osv.), og giv dig selv lov til frit at drømme din drøm, det du allerhelst vil opnå. Beskriv din drøm for dig selv, og nedfæld den på et stykke papir så detaljeret som muligt. Så ved du i hvilken retning det skal gå.

Det lyder jo meget enkelt, ikke sandt? Og det er det såmænd også, men arbejdet er ikke gjort færdig med dette.

Regel nr 1 : Definér en målsætning

Det næste skridt er at tilpasse drømmen til din personlighed og din livssituation. Har du ikke en tone i livet er det uhensigtsmæssigt at drømme om en karriere som operasanger. Trist. Du skal med andre ord nærme dine drømme til de faktiske forhold og få det mest mulige af dem med over i virkeligheden.

Måske kan du ikke komme til at leve resten af dit liv under sydens palmer, men du kan sagtens spare op til et år eller to, få et job som rejseleder eller gifte dig med en udlænding, osv.

Regel nr 2 : Justér drømmen efter virkeligheden

Ambitioner er både en vigtig motor og styrmand, når du skal sætte dine mål. Ambitioner er en gave, de skal vurderes positivt og næres, men du skal være opmærksom på, at de kan svækkes, hvis du ikke færdes i et tilstrækkeligt konkurrencepræget miljø eller mangler stimulerende udfordringer: den godt begavede og talentfulde, som har let ved tingene, er sjældent motiveret til at anstrenge sig, sønnen fra den rige familie får uden videre sine ønsker opfyldt, smukke og charmerende piger finder nemt en mand og dropper måske uddannelsen - etc.

Derfor ser man ofte middelmådigheder nå længere end velbegavede, børn fra velstående miljøer bliver overhalet af børn fra mere beskedne kår, og karrierekvinder med succes kan være helt blottet for sexappeal - etc. Omvendt kan nederlag, ydmygelser og fiaskoer have en stærkt ambitionsskabende virkning.

Regel nr 3 : Vedligehold dit ambitionsniveau

Når du een gang har truffet din beslutning og valgt dit mål, skal du ikke nøjes med at forholde dig intellektuelt/abstrakt til det. Du skal ville dit mål med hele din viljes kraft ! Du skal være parat til at give afkald på nogle af dine gamle vaner, gamle venner og gamle interesser for at samle mest mulig energi omkring dit mål. Med andre ord: selvdisciplin, udholdenhed og opofrelse!

Dette er svært.

Regel nr 4 : Hold fast i dit mål

Dine planer er i sagens natur egoistiske, og deres gennemførelse kolliderer sandsynligvis med andres interesser. Drejer det sig om magt-interesser eller en tab/vind-situation, er en sådan kollision uundgåelig.

Det er derfor en gylden regel at holde sine planer for sig selv. Ved de andre ikke, hvad du har for, kan de ligesom ikke forsvare sig eller lægge dig hindringer i vejen. Husk: hvis du ikke ønsker, at dine fjender skal kende dine planer, så undlad at fortælle om dem til dine venner.

Regel nr 5 : Hold dine hensigter skjult

De fleste mennesker er som en åben bog. De bliver aldrig trætte af at tale om sig selv og prale af deres bedrifter. Det skal du naturligvis udnytte, hvis du på den måde kan skaffe dig værdifulde informationer.

Når de andre snakker, så lyt interesseret og opmærksom til dem. Lær af undertegnede (din mester og mentor) - der er ikke grænser for, hvad du kan anskaffe dig af nyttig viden, hvis du mestrer kunsten at gå i et med tapetet og bare være til stede. Når folk sidder og plaprer løs (især hvis der er alkohol i billedet), så er det gerne sådan, at de ikke husker, hvad de har sagt bagefter.

Men det gør du...

Regel nr 6 : Tåben vil ses, den viise vil se.

Ærlighed og oprigtighed er naturligvis gode egenskaber i de fleste situationer, men når det gælder magtforhold er de stumpe våben. I værste fald kan din ærlighed såre og fornærme. Derimod er det af uvurderlig værdi at kunne simulere ærlighed.

Ros og smiger er alfa og omega i kunsten at manipulere med andre. Og de virker altid. Dette kan ikke understreges nok.

Regel nr 7 : Fortæl folk, hvad de gerne vil høre.

Overordnet findes der tre gode redskaber, hvormed man kan skjule sine hensigter. Disse redskaber er ikke værktøj, som du skal tage frem, når der er brug for dem, men vigtige vaner, som du skal øve dig i og aktivere, når du bevæger dig i Magtens Templer:

Pokerfjæs:

Se regel nr 6: Tavshed er guld - lad dig aldrig overbevise om andet! Vær fuldkommen tavs omkring, hvad du har for; vis ligegyldighed, hvis nogen kommer ind på emner, der berører det, du er allermest optaget af og områder, som du har stor viden og indsigt i. Det kan være meget vanskeligt, især hvis idioterne tror de er såre kloge og snakker løs om emnet som om de er eksperter. Deres idelige fremturen er kun bevis på deres mindreværd. Hold tand for tunge! Husk: du behøver ikke at bevise noget! Hold lav profil og vær opmærksom på din ydre adfærd. Vær især opmærksom, hvis du fornemmer, at der er andre listige iagttagere i nærheden. Forbered dig på, at det kan blive nødvendigt at skaffe disse af vejen...

Plusord:

En meget anvendt metode i erhvervsliv og politik er brugen af . I stedet for at sige "Mit mål er at få min konkurrent ned med nakken!", hedder det: "Vi kan tilbyde forbrugerne den samme vare til ..." Plusordene i dette tilfælde er "lavere priser" - et godt gammelt trick, der på trods af sin fortærskethed virker. På samme måde med den multinationale medicinalfabrikant, der jo naturligvis ikke arbejder for den størst mulige profit, men for " syge mennesker", (plusord: ) selvom hans syntetiske præparater beviseligt har invalideret eller dræbt snesevis af patienter. Eller politikeren, der vil favorisere en bestemt vælgergruppe på andres bekostning fordi det er i landets, demokratiets, verdenssamfundets, fremskridtets, fredens, vore børns eller miljøets interesser. Simuleret omsorg virke...

Det gælder for samtlige af De gamle Tricks i bogen, at de altid virker - lad dig aldrig overbevise om det modsatte!

Om naturen

1) Der findes ikke noget tilfælde. Naturen vil straks indpasse det hændte i sin struktur.

2) Den natur vi oplever indeholder intet oprindeligt.

3) Der findes ingen akkurat gentagelse. Alle gentagelser vil variere fra de oprindelige.

4) Enhver del af naturen er en enhed, enhver enhed i naturen er en helhed.

5) Mennesket kan forstå naturen, men aldrig forklare den.

6) Fantasi er indeholdt i naturen og vil ikke kunne eksistere adskilt fra denne.

7) Galskab er en del af naturen og en målestok for definitionen af den.

8) Kærlighed er et menneskeligt forsøg på at forklare og forstå naturen.

9)Menneskets idéer om naturen varierer kun sjældent fra person til person, medmindre talen er om menneskets natur.

10) Den indre natur er på ingen måde vanskeligere at opleve og forstå end den ydre.

11) Gud er ikke nødvendigvis indeholdt i naturen.

12) Anvendelsen af naturen til opnåelse af et resultat er hverken forkert eller naturstridigt.

13) Det er tilladt at hade naturen.

Lev og lad leve

Samfundsdebatten er fyldt af floskler. Praktiske sproglige finesser, man kan krydre sine indlæg med. De er interessante fænomener, der ofte afspejler den kontekst, der danner rammen om dem og er anledningen til deres brug. Senere, når de berømte 100 år er gået, og det givne emne og årsagen til debatten forhåbentlig er glemt, kan man smilende nikke genkendende til dem og more sig over fortidens naive mudderkastning.

En meget brugt floskel i vores samtid er begrebet "pladderhumanisme". Det bruges i forskellige sammenhænge, gerne når der, som i øjeblikkets debat, bliver talt om menneskerettigheder, eller når emnet er fremmedpolitik. Det er en etiket, der kan påklistres enhver, der mener at mennesket grundlæggende er i besiddelse af gode egenskaber, men at disse oftest er nyttesløse, da samfundet og systemet kræver af individet, at det opfører sig agressivt og egoistisk. Det er derfor især de liberale debattører og repræsentanter for partierne til højre for midten, der bruger ordet om deres "modstandere".

Senest hørte jeg ordet brugt fra en anden fløj, fra uventet kant, kan man sige. I DR's "19-direkte" var emnet for et par uger siden "Satanisme". Indbudt til debat var en repræsentant for en ny satanistisk forening og en repræsentant for Folkekirken. Det var sidstnævnte, der på et tidspunkt benyttede ordet "pladderhumanisme" om de nævnte satanisters ideologi.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, der har bidt mærke i dette.

Grunden var, at satanisten havde givet udtryk for, at grundtanken i satanismen er, at mennesket er født godt - det vil sige uskyldigt, som et dyr - og at det er samfundets komplicerede og ofte selvmodsigende aktionsmønstre, der gør, at mennesket bliver tvunget til at opføre sig voldelig, agressivt og dominerende. Kirkemanden havde den modsatte mening, som mange kristne, at mennesket på bunden er ondt og at det kun er gennem frelsen og et liv grundlagt på de kristne dogmer, at man kan frigøre sig fra dette.

Alligevel lød det, for mig, skævt, at den ellers velargumenterede og ganske fornuftige mand kaldte satanisten for "pladderhumanist". Jeg har altid levet i den illusion (åbenbart) at humanisme er et grundlæggende begreb i kristendommen. Et af De ti Bud lyder mig bekendt "Du skal elske din næste, som du elsker dig selv". Så vidt jeg ved var det også de humanistiske idéer, der drev folk som Grundtvig i deres virke. Bare for at nævne ét eksempel. Tilgivelse og barmhjertighed er to grundbegreber i den moderne kristendom.

Om satanisme er en god eller en dårlig ting, skal jeg ikke komme ind på hér. Lad mig nøjes med at sige, at den ideologi den nydannede satanistiske forening giver udtryk for at leve efter ikke lyder væsentligt anderledes, end den man finder hos mange andre ny-religiøse spirituelle strømninger. Og den lyder ikke særlig satanistisk. Sidst jeg kiggede i de vises bøger var satanisme en hel anden sag: en stræben efter ultimativ magt, der foregår i det skjulte blandt mænd, der allerede er i magtfulde positioner; en nihilistisk tro på og dyrkning af idéen om overmennesket. En satanisme jeg synes lyder aldeles mere skræmmende end den nævnte "pladderhumanisme". Hvis de unge mennesker i den udhængte forening havde valgt et andet navn til deres fællesskab kunne de have undgået en del uvæsentlig og på sin vis ligegyldig omtale.

De opponerer mod Folkekirken, javist, men der er dog ikke tale om nogen direkte trussel.

Jeg vil finde det udelt mere hensigtsmæssigt om kirken vendte sit blik mod andre og mere aktuelle trusler. Den trussel, for eksempel, der ligger i den væmmelige kulde, der synes at brede sig i vort samfund.

Det er som om der går et grimt og mørkt spøgelse gennem vor velfærdsstat; hvor end han strejfer om spreder han en kynisk ligegyldighed, der sætter spor overalt i vor hverdag. Danskerne bliver for hver dag mere og mere forhærdede og ligeglade med den voldsomme uretfærdighed, der findes i verden. Vi gider ikke tage stilling, undskylder det med, at vi har for travlt, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, at vi ikke orker tage stilling - for, som Per Smed siger: Hva nøt' eret te?

Det gør mig ked af det, når jeg i min dagligdag møder denne forhærdethed. Jeg bliver ikke vred - var det bare så vel, så kunne jeg måske reagere! Men nej, min reaktion er rådvildhed og frustration, for hvad skal jeg gøre? Hvad nytter det? Jeg mærker dag for dag, hvordan jeg selv bliver mere kold. For er det ikke sådan, at når man føler sig magtesløs, så vil man gradvist blive koldere? Når man ikke mere kan se lyset og håbet i sin næstes øjne, gør man sig immun for ikke selv at blive offer for smerten - den smerte, der altid vil ledsage følelsen af magtesløshed.

Man behøver ikke være særegen pessimistisk for at forestille sig, hvordan verden vil komme til at se ud, hvis udviklingen fortsætter på denne måde. Krig, vold, terrorrisme, tortur, hungersnød, katastrofe og fattigdom er ulyksaligheder, som vi må bekæmpe og som kræver vort engagement - det er vor pligt. Denne pligt er ikke afhængig af om vi er satanister, kristne, liberale eller venstresocialistiske. Den hænger sammen med det eneste grundlag, der er fælles for os alle: hvid, sort, brun, grøn, orange: at vi er MENNESKER, født ind i denne verden som individer i det store, jordiske fællesskab.

At sidde i den bedste sendetid og bruge floskler som angreb i en iøvrigt fuldstændig ligegyldig debat er kun med til at gøre verden mere kold. Det har vi ikke brug for.

Lev og lad leve i stedet!

Om transcendens

Den mystiske oplevelse og mystikerekstasen kan siges at være et spørgsmål om, at sindet gør noget ved kroppen og hele personligheden. Jo tættere sind og legeme er forenet, jo mere sandsynligt er det, at man ved bestemte øvelser, meditationsteknikker og kropstillinger kan få sindet til at udvise ændrede bevidsthedstilstande.

Biokemikeren Candace Pert er en af de mest fremsynede forskere indenfor forståelsen af de kemiske stoffer, der bevæger sig mellem kroppen og psyken, sjælen og legemet. Det handler om opiatreceptorer og de andre peptid-receptorer i hjernen.

Menneskets nervesystem består overordnet af to nervesystemer:

Centralnervesystemet, hvis primære organ er hjernen og som fungerer som kroppens styre- og bearbejdningssystem med ansvar for at sanseindtryk kommer frem til bevidstheden.

Det perifere nervesystem, der udgøres af alle nerver, der udspringer fra centralnervesystemet.

Det perifere nervesystem består af to slags nerver: sensoriske nerver, der går fra krop til hjerne og motoriske nerver, der går fra hjerne til krop.

Menneskets hjerne indeholder ca. 125 milliarder nerve- eller hjerneceller, der er indbyrdes forbundne i et forhold således at hver enkelt hjernecelle kan kommunikere med i gennemsnit 10.000 andre. En nervecelle består af en cellekrop med en cellekerne, som indeholder cellens arvemateriale. Cellekroppen har udløbere, henholdsvis dendritter, der fungerer som modtagere af nerveimpulser og aksonet, der fungerer som afsender. Hver enkelt nervecelle har mange dendritter, men kun et akson; aksonet kan blive op til en meter lang og forgrener sig i afslutningen ud i en række endeknopper, der forbinder modercellen med andre celler.

Al information i hjernen og fra hjernen bliver sendt som nerveimpulser. Nerveimpulser er elektriske impulser og er nogenlunde identiske i spænding og varighed. Nerveimpulser opstår ved udveksling af ioner over cellemembranen, der dækker nervecellens krop. Spændingsforskellen mellem cellemembranens inder- og yderside skaber impulserne. Spændingsforskellen er afhængig af natrium/kalium-balancen mellem cellemembranens yder- og inderside. Normalt er der flere natrium-ioner på membranens yderside, således at den er positiv ladet; modsat gør sig gældende på indersiden, hvor kalciumionerne gør den negativt ladet. En ikke-aktiv hjernecelle er polariseret på den måde. Ved påvirkning af nerveimpulser åbnes en serie natriumkanaler i et område af cellens membran, hvilket resulterer i, at den negative inderside bliver positiv og omvendt – nervecellen depolariseres. Depolariseringen spredes via cellens akson til andre celler og aftager. Hver impuls har en varighed på ca. 1 milisekund, hvorefter cellen repolariseres.

Nervecellerne er som sagt forbundne via aksoner og dendritter, men disse udløbere har ikke direkte kontakt med hinanden. Mellem aksonets endeknopper og dendritterne ligger en væskeagtig hinde, den såkaldte synapsekløft. Den elektriske nerveimpuls kan ikke overføres direkte. Signalet skal omdannes til et kemisk signal. Afsendercellen frigiver transmitterstoffer, som passerer spalten mellem cellerne i den proces, man kalder synapsen. På modtagercellens dendritter findes modtagerstoffer, der er dannet af proteinlegeringer; disse kaldes receptorer.

En del af disse transmittersubstanser kalder man peptider. Følelsestilstande bliver overført mellem kroppens nerveceller via nerveimpulser, der i overførslen er afhængig af peptider.

Følelsestilstande skabes altså af stoffer i hjernen. Hvilket nok ikke kommer direkte bag på nogen. Det nye i denne forbindelse er at Pert samtidig fører bevis for, at processen kan gå den anden vej: følelser producerer stoffer i hjernen. Endorfinerne er et bindeled mellem psyken og hjernen. Endorfin er et peptid – en transmittersubstans. Peptider er styrende for stort set alle kroppens funktioner.

Peptider er biokemiske ledsagere til følelserne. Vrede, glæde, angst, henrykkelse og mystikerens ekstase er ikke bare psykiske klange men også biokemiske meddelelser, og de findes ikke kun i hjernen, men overalt i kroppen. Det er altså ikke nok at sige, at følelser opstår i hjernen; faktisk viser de sidste nye forskningsresultater, at de opstår overalt i kroppen samtidigt.

Forskningen samlede sig hurtigt omkring peptidernes forbindelse med immunsystemet.

Da endorfinerne skaber opstemthed og lindring for smerte, så videnskaben store muligheder i denne nye forskning. Men idéen om, at stofferne ikke har udgangspunkt i hjernen, men kan findes i direkte forbindelse med immunsystemet, brød med den forståelse, man havde dengang og blev i årevis afvist. Det tog omkring 15 år, før man turde anerkende teorien om neuropeptider.

Teorien går ud over sundhedspleje og smertelindring og peger hen imod en isolering af og definition på et ældgammelt problem i menneskehedens spirituelle udvikling: menneskets sjæl. Det viser sig nemlig, at følelser ikke kun findes som fysiske molekyler, hvis struktur kan skrives på formler, men en "anden form for energi", der endnu ikke kan beskrives af videnskaben.

Påstanden er bevist ved undersøgelse af patienter, der lider af personlighedsspaltning. I sjældne tilfælde har denne sindslidelse fysiske symptomer. F.eks. er der mennesker, der som den ene "person" har et fuldstændigt normalt stofskifte, men som den anden "person" har sukkersyge – medicinsk måleligt, idet den "anden person" ganske enkelt ikke producerer insulin. Samme gør sig gældende med forskellige former for allergier. Man kan sige at de to – eller flere – psyker har hver sin krop.

Man kan således opstille den teori, at mystikere, healere og shamaners forskellige energi-tilstande opererer via disse receptorer på celleniveau; at de bevidste personlighedsændringer påvirker peptiderne og deres receptorer.

I 1980’erne er forskerne kommet frem til ikke alene hvilke receptorer, der er afgørende for ændrede bevidsthedstilstande, men også, hvor i kroppen, de befinder sig. Det viser sig, at koncentrationen er størst i muskelbevægelsescentre, hvilket kan forklare, hvordan yogiske øvelser og dans kan "anspore" disse ændringer.

Man mener at følgende forhold tilsyneladende kan medvirke ændrede bevidsthedstilstande:

Indtil de sidste ti-femten år har næsten al forskning i trance og hjerne handlet om forskellen mellem højre og venstre hjernehalvdel, fordi det er ensktremt vanskeligt at undersøge hjernens dybere lag, da det ikke kan gøres ved at sætte elektroder uden på hjernen.

Storhjernen er delt i to halvdele, henholdvis den højre og den venstre halvdel – eller hemisfære, for at bruge det korrekte videnskabelige udtryk. Forneden er disse halvdele forbundet med en bro eller bjælke. Typisk kalder man den højre hjernehalvdel (hos venstrehåndede omvendt) for den ikke dominante, altså underordnede hjernehalvdel, fordi den venstre hos de fleste mennesker er den dominerende, hvad angår sproget og talen, men der er i virkeligheden tale om, at de to halvdele har hver deres emner og deres måder at virke på. Højre halvdel opfatter sammensatte helheder, symboler og billeder i stedet for sprog. Venstre halvdel er rationel og logisk. Overordnet taler man om den analytiske hemisfære (venstre) og den synteseskabende hemisfære (højre). I den senere tid har man fastslået at kreativ fantasi og erkendelser, der kommer udenom det sædvanlige sanseapparat, samlet under betegnelsen ekstra-sensoriske perceptioner (ESP) er forbundet med højre hemisfære. Hvor venstre halvdel tilskrives vor civilisations teknologiske landvindinger, ses højre halvdel som årsag til de mystiske og humanistiske produkter.

Årsagen er endnu ikke fastlagt, men halvdelenes individuelle biologiske opbygning er forskellig, idet venstre halvdel har mange interne forbindelser, hvorimod højre halvdel har mange forbindelser med hjernens dybere og hidtil kun sparsomt analyserede lag. De to halvdele virker desuden særdeles godt sammen, hvilket kan siges at være temmeligt praktisk. Hvis ydre påvirkninger ikke er for pågående, f.eks. i hviletilstande, har man målt rytmiske skift mellem aktiviteten i de to halvdele, flere gange i døgnet i en cyklus på mellem 90 og 120 minutter.

Dette er hvad man kan kalde almindelig græsk indenfor hjerneforskning, men det nye er, at forskere nu har bevist, at en klinisk depravation - en udmatning – af den venstre hjernehalvdel kan anspore en tranceagtig tilstand, der minder om tilstanden, hjernen indgår i under dyb meditation eller hypnose. Man regner med, at årsagen hertil ligger i, at venstre hjernehalvdel styrer vores kritiske bevidsthed. At engagere venstre hjernehalvdel i faste opgaver – koncentration om ord eller genstande, som i tantrisk yoga – kan fokusere energierne i højre halvdel og bane vejen for tranceagtige tilstande.

Amuletter om halsen

Gnostikerne er kendetegnet ved deres brug af magiske amuletter i form af sten – ædle såvel som mere almindelige – oftest med magiske eller symbolske indgraveringer. Denne tradition stammer sandsynligvis fra gnostikkernes studier af ældgamle Ægyptiske orakel-papyri, da de fleste dekorationer på sekternes forskellige amuletter er figurer af helleniserede ægyptiske guder som Anubis eller Isis.

Ofte er amuletternes figurer ledsaget af korte tekster, som regel skrevet med græske bogstaver, men ofte uden regulær sproglig betydning: stavelsesformularer, hvor magten ligger i udtalen som f.eks. aththa, baththa, ibi, selti, belti. Af og til anvendtes serier af bogstaver, der danner samme ord, forfra eller bagfra. I andre tilfælde var det bogstavernes numerologiske værdi man lagde vægt på. Et velkendt eksempel på et magisk ord, hvis betydning er et mysterium er "trylleordet" ABRAKADABRA. I mange kulturer menes dette ord at have magisk betydning, og sten med ordet påmalet eller indgraveret kaldes "Abraksis-sten". Ordets oprindelse er usikkert, men man møder det første gang i et digt fra det andet århundrede.

Igennem tiderne har navnet altid været af essentiel magisk og religiøs betydning.

På mange måder er hele væsnets eksistens omfattet i dets navn. Traditionen går helt tilbage til Oldtidens Ægypten. At erhverve en Æons navn betød for den søgende ikke alene kendskab til Æonen men også magt over ham, således at den navngivne Æon ikke længere repræsenterede nogen forhindring for den søgende sjæl, på dennes vej tilbage til det Øverste Væsen.

Gnostikerne benyttede et mangfoldigt udvalgt af formularer, men vigtigst af alle disse var de forskellige himmelske entiteters navne. Først efter en indvielse bestående af en "afhøring", der skulle godtgøre disciplens viden om formularer og hans kendskab til de rette tilhørende symboler, og en art "dåb", under hvilken den søgende blev salvet med hellig olie, blev det disciplen tilladt at påbegynde sin opstigen mod "Den syvende Himmel", lysets rige.

Derfor var hoveddoktrinen i gnosticismen, at den påkrævede viden skulle forblive hemmelig og kun videregives under fastlagte, hermetiske ritualer – en regulær i moderne forstand teologisk uddannelse.

Til alle krigere!

Man kan være kriger af så meget. Men før man sætter sig for at blive kriger og tage sværdet eller pennen i hånd og kæmpe sin og andres sag, er der lige et par problemstillinger, jeg vil anbefale man tager stilling til.

1) Er kamp den rigtige løsning?

Og strax har vi hippierne, hele ø-lejren er fyldt af skrigende, nøgne kvinder, der i kor råber: Nej!, mens de svinger kulørte bånd og bedekæder over hovederne. Kamp er på ingen måde den rigtige løsning. Vi skal mødes i fred og harmoni, tage hinandens hænder og nyde friheden sammen, en frihed ingen af os behøver at kæmpe for, som er en menneskeret, en del af den overenskomst frie mennesker har med gudinden...

Fred... Jamen hvem ønsker ikke fred? Der er bare det, at fred kommer i forskellige grader med større eller mindre itensitet; der er bare det, at fred ikke er det samme for Tove som det er for Thor, for Muhammad som for Hansen; der er bare det at fred nydes bedre efter krig, at fred godt kan være en konsekvens af samme og at fred og kamp derfor er uløseligt forbundne.

Nej, vi kommer nok ikke udenom den kamp. Hvad skal vi gøre?

2) Er du i stand til at kæmpe?

Her er det vigtigt at tage et kig på til rådighed stående ressoucer, lad os kalde dem Potentialet. Dit Potentiale. Hvad indeholder du af naturgivne, nedarvede og tillærte kvaliteter? Er du i stand til at realisere disse muligheder? Hvis du fordyber dig i dine egne ressourcer, tegner et slax søkort over dit Potentiale, vil du hurtigt ane toppen af et større komplex; du vil se, at du indeholder ganske meget mere, end du rent almindeligvis går rundt og mener om dig selv. Du vil opdage, at du er en enddog meget ressourcefuld person.

Men du vil osse hurtigt ane forhindringerne; som altid er der et Catch 22... Pokkers osse!

Man skal nemlig være i besiddelse af evnen til at realisere sine ressourcer for at kunne drage nytte af dem. Det er derfor nødvendigt at holde henholdsvis krop og ånd i skarp træning, ligesom det osse hjælper et godt stykke hen ad vejen at have et målrettet sind. Er kroppen stærk, sindet rent og ånden redebon, så er vejen til Himlen jo lagt... Ret ryggen, tal sandhed!

Men jeg skal ikke rådgive, bare formidle.

3) Kendskab til sagen

Vi forudsætter, at grunden til den ønskede og derfor uundgåelige kamp er en bestemt sag, du har involveret dig i og som du nu føler så stærkt for, at du er disponeret til kamp.

Kender du denne kamp, dens historie, dens terminologi, dens sandhedsevangelium, dens etik? Ved du, helt ned til grunden, ind til marven, hvad den sag, du vil kæmpe for indebærer og indeholder. Er sagen din, som den er andres eller er den andres som den er din? Kan du dele af det skriftlige materiale udenad? Altså andet end slagord og billige rim? Man er et fjols, hvis man går på slagmarken med sløve knive. Ligesom man osse er pænt dum, hvis man møder op til skudveksling med en kniv i hånden. Man skal kende sagen og dermed vide, hvilke midler det er mest formålstjenstligt at anvende i kampen.

Hvis du har gennemtænkt disse tre punkter og givet dig god tid til det, så kan du for min skyld godt gå i krig for din sag.

Du gamle Måne

Om natten kommer Månen frem.

Bortset fra at det jo er løgn, Månen er der hele tiden, vi kan bare ikke se den om dagen, fordi Solen skinner så stærkt at alle andre lys må blegne.

Denne kendsgerning, at Månen også er der om dagen, er ikke noget, vi normalt tænker over, og vi bemærker det kun sjældent. Se, den lille fjerne klat der, mellem sommerskyerne, nederst på Himlen, hvilende på horisonten, en klar sommerdag. Det er jo Månen. Lige så dominerende den er om natten, især når det er fuldmåne og alting ligger i det klareste skær, lige så undseelig og lille forekommer hun om dagen.

For Månen er jo en hun. Den har i mange tusinde år været symbol for kvinden. Det feminine. Med sin tyngdekraft påvirker hun det vand, der dækker det meste af Jorden. Hænger bare der, tavs, midt om natten, et enligt øje på himlen blandt de små nåleprik, vi kalder stjerner, svæver ubevægeligt oppe over vore hoveder, holder øje, ser alt, trækker i jordens vande, påvirker, manipulerer, når de fleste sover. Men selv om dagen, når hun lever sit tilbagetrukne, usynlige, hemmelige liv, trækker hun i Jorden og i os med sine mægtige kræfter.

Og hun gør jo ikke den store stads af sig selv, kan man sige. Noget mindre end Solen er hun jo, og som alle andre legemer i det nærliggende univers er hun fuldstændig afhængig og komplet domineret af Solens enorme kraft. Og Solen er jo en han. Det har han været endnu længere, end Månen har været en hun. Solen er de store Guders himmellegeme. Og Solen giver os liv med sin energi. Står der som det største, flammende ildøje i lysårs omkreds og beskytter os mod universets isnende tomrum.

Men om natten er han borte, og så vogter Månen over os, trækker i os. Hun er tættere på, cirkler omkring jorden på evig patrulje, underlagt Solens luner, men integreret og selvstændig.

På Jorden går dyrene omkring og mellem dem mennesket. Vi luner os om dagen, når Solen brænder vores kinder, men når Månen dukker frem i det tiltagende mørke, går vi i seng. Hviler. For vi ved, at Månen passer på os. Vi er trygge ved hendes tilstedeværelse, så trygge, at vi har placeret vore længste hvileperioder i det tidsrum, hvor hun er overladt alene med Jorden.

Videnskaben fortæller os, at Månen blev skabt samtidig med Jorden for 5 milliarder år siden ved fortætning af gas og støv, og at både Månen og Jorden, ligesom de andre himmellegemer i Solsystemet er biprodukter af Solens fødsel, men på én eller anden måde er Månen alligevel vores mor, altså menneskets mor. Det kan hun jo godt være, selvom hun egentlig kun er Jordens søster. Der er jo på en måde logik i at kalde Jorden og Månen for søstre. Jorden er jo helt klart feminin, det har hun altid været. Hun er jo Moder Jord, det kan vi ikke komme udenom, men Månen har nu alligevel sin andel i det.

På en måde hænger det jo fint sammen - himmellegemernes familieforhold, altså. Solen kører jo sit eget trip, alt i solsystemet og i det omgivende univers er afhængig af, hvad Solen giver og tager. Han er en total, absolut og definitiv hersker. Og han spørger ingen til råds. Det er heldigt for os, at hans luner er mere eller mindre forudsigelige, at vi inden for en vis sikkerhedsrato kan forudsige Solens bevægelser. Han er jo ikke nogen syg stodder med svinske vaner, han kører bare sit faste program, en cyklus på et års tid. Så må vi andre, Jorden, Månen og mennesket inklusiv, indrette vores tilværelse efter hans love. En god og pålidelig far. Ingen tvivler på hans intentioner, for de er så komplicerede og anderledes store i det, at vi ikke kan fatte dem. Det er jo heller ikke fordi han overdrevent øser ud med den visdom, han givet vis har. Han er tavs. Som en rigtig far.

Det samme er Månen jo, men det er noget andet med hende, for der er ligesom mere magi ved hende. Det er som om måneskin, fuldmåne, nymåne og alt det der, giver mere næring til ånden, end idéen om Solen. Solen er der jo bare, idløjet på himmelen, ingen diskussion om det, altid nærværende. Månen er anderledes hemmelig, kynisk set bare en gold sten, dækket med støv, men alligevel fyldt af liv, manipulerende, trækkende i os med sine kræfter, skiftende, aftagende, tiltagende, lunefuld. Safterne i vores kroppe bliver påvirkede, kvinder kan mærke Månens kraft i æggestokkene, frugtbarhed og formering er Månens ansvarsområder. Gravide kvinder og Månen er forbundne med usynlige bånd, som desværre kun de færreste accepterer endsige forstår og formår at udnytte.

Og når Månen lyser på himmelen, så kan man gøre magi.

Under én af mine utallige tur ud i natten, målløse, rastløse ensomme vandringer gennem mørklagte gader, fandt jeg midt inde i byen, et sted, hvor Månens kraft var bemærkelsesværdigt kraftigere end andre steder.

Det var i Hovedstaden, København, nordens Paris, men jeg fortæller ikke hvor stedet ligger. Jeg fandt det tilfældigt, fremmed som jeg er i Hovedstaden, en bondeknold på afveje i betonjunglen, 01:30 dansk tid.

Det var så tydeligt, at jeg kunne mærke det fysisk, og det er ellers ikke fordi jeg er oversanslig på nogen måde, tværtimod, men lige hér på lige nøjagtigt det tidspunkt - det var selvfølgelig fuldmåne og skyfrit - var der ingen tvivl om Månens kraft.

Jeg satte mig ned på trappen op til den store, gamle, smukke kirke, der lå på torvet og nød Månens stråler i ansigtet. Tilstanden kan sammenlignes med en rigtig hed højsommerdag, og dog, for de stråler, der kommer fra Månen er køligere og mere afmålte, end Solens nådesløse flammer. De er fysisk set reflektioner af Solens lys, i sin karakter altså ikke stort anderledes end dem, vi nyder om dagen, men dog refleksioner, tilbagekastninger, og dermed påvirket af Månen, og det kan mærkes.

Og den nævnte aften, i den nævnte by, på det ikke navngivne sted midt i byen, var strålerne så voldsomme, at selv jeg, bonderøv på springtur, kunne mærke dem. En fred uden lige, bredte sig i mit legeme, al dagens forvirring, myldretid, aftalestress, vildspor, alt for mange mennesker, trafik, lys, lyd og tungmetaller i lungerne, syntes at forsvinde, ikke som ved et trylleslag, men gradvist og grundigt.

En tur i måneskin er sundt for sjæl og legeme. Hun hænger deroppe til fri afbenyttelse, og hun er jo nok pænt ligeglad med, hvad vi fedter rundt med hernede på overfladen, men hun er stor nok til at skænke os sit lys.

Det bør vi sætte pris på.

Cyperspace - det nye Jerusalem

Technotopia: Vil menneskeheden ved hjælp af IT-teknologien kunne skabe en ny og bedre verden, spirituelt såvel som materielt. Vil vi i fremtiden bruge elektronikken til at overskride de illusoriske grænser, vi har sat for vores eksistens. en gruppe amerikanske cyperspace-profeter svarer med største selvfølgelighed ja på disse spørgsmål.

"Som kulturantropolog kan jeg se en masse "gammelt" i det "nye", som mange technopister overser," fortæller den amerikanske cyperspace guru, David Hess. "Jeg ser for eksempel "virtual reality" som en high-tech version af shamanisme. Ideen med at skabe kontrollerede kunstige miljøer og verdner er lige så gammel som hallucinogen trance. Teknikken er måske anderledes, men det er visionerne ikke."

Internet, cyperspace, IT-revolution. Efter et par årtier med paradigmeskift på det åndelige, esoteriske plan er det nu på det teknologiske område, at grænserne bliver udvidet.

Mange moderne forskere mener, at det er muligt at sammenligne og kombinere de to områder, således at vi kan bruge IT-teknologien til at nærme os hinanden og udvikle vores åndelige bevidsthed. Cyperspace som begreb og institution er for mange blevet et "sted" for religiøs og åndelig praksis.

Og det er da også nærliggende at sammenligne moderne IT-begreber med ældgamle religiøse traditioner.

Michael Benedikt, redaktør for essay-samlingen "Cyperspace 99" definerer cyperspace som:

"The realm of pure information, filling like a lake, siphoning the jangle of messages transfiguring the physical world, decontaminating the natural and urban landscapes, redeeming them, saving them from the chain-dragging bulldozers of the paper industry, from the diesel smoke of courier and post office trucks, from jet fuel fumes and clogged airports, from billboards, trashy and pretentious architecture, hour-long freeway commutes, ticket lines, and choked subways...from all the inefficiencies, pollutions (chemical and informational), and corruptions attendant to the process of moving information attached to things - from paper to brains - across, over, and under the vast and bumpy surface of the earth rather than letting it fly in the soft hail of electrons that is cyberspace."

Arkæologisk og lingvistiske beviser peger på at de gamle civilisationer ikke nødvendigvis havde samme opfattelse af "selvet" som vi har i det moderne vesten.

Det koncept, at vi hver især er adskilte, uafhængige bevidstheder, der bevæger os gennem tid og rum, den elementære dualisme i begreberne "afsender" og "modtager", Freuds "ego"-koncept, etc. er områder, der gang på gang bliver stillet spørgsmål ved af traditionelle religioner som fastholder at begreber som "ego" og "dualisme" ikke har noget at gøre med virkeligheden.

Disse religioner besidder fremmedartede men beviseligt effektive praksis, der tillader individer at opnå bevidsthedstilstande, der transcenderer illusoriske begreber som "adskillelse". Deres lære fortæller os, at vi alle er dybt forbundne, dele af et netværk af sind og hjerne, det computerspil-designeren Brian Moriarty kalder "web of souls", og de lærer os, at det er tid og rum, der står i vejen for realiseringen af denne helhed, at tid og rum er de illusioner, der holder os adskilte.

For eksempel er begrebet "rum", bl.a. på grund af Internet, ikke mere et spørgsmål om geografi men om elektronik. En anden sammenligning mellem Cyperspace og de "overnaturlige", transcendente verdner, de gamle esoteriske religioner handler med, er fraværet af "virkelige", "eksisterende" ting – definitionen af det spirituelle.

Spil-designer, Brian Moriarty:

Michael Benedikt: "In fact, all images of the Heavenly City - East and West - have common features: weightlessness, radiance, numerological complexity, palaces upon palaces, peace and harmony through rule by the good and wise, utter cleanliness, transcendence of nature and of crude beginnings, the availability of all things pleasurable and cultured. Cyberspace architects will design electronic edifices that are fully as complex, functional, unique, involving, and beautiful as their physical counterparts if not more so. Theirs will be rerealizing in a virtual world many vital aspects of the physical world, in particular those orderings and pleasures that have always belonged to architecture."

Rum-tid-metaforen repræsenterer, for Brian Moriarty, en monumental fejl indenfor den menneskelige verdensanskuelse. Den nye udvikling gør, at vi ikke længere behøver at gå i trance og sende vore sjæle afsted til det andet univers for at søge oplysning og visdom. Den korrekte udvidelse og udvikling af cyperspace vil sætte os i stand til at være flere steder samtidig. det er hér den store udfordring i IT-udviklingen ligger.

Ønsketænkning?

Når, altså umiddelbart før, man har tænkt sig at foretage en handling, er det en god ide at stoppe op og gøre sig klar, lige præcis hvad det er man har tænkt sig, man vil opnå. Den handling, du skal til at foretage dig, skulle jo nødigt føre andet med sig, end lige nøjagtigt det, du har tænkt dig. Og den skulle jo osse gerne lykkes.

Hvorfor foretage en handling?

Som forudsætning går vi i dette ud fra, at dine handlinger normalt er understøttet af rationel tænkning og sund fornuft, d.v.s. handlingernes resultater (de ønskede virkninger) er POSITIVE, ikke kun for dig, men for menneskeheden som helhed. De fleste handlinger foretages for at opfylde et behov. Teknisk kan vi stille følgende ligning op:

Der er ikke så meget at sige om behov, da enhver ved, hvad det betyder. Udførelsen kan vi osse gå let henover, da den jo varierer alt efter, hvem man er og under hvilke umiddelbare forudsætninger man befinder sig. Resultatet, ja, det kan vi jo af gode grunde ikke fortælle så meget om, andet end at det naturligvis afhænger af de fire første led.

Lad os derfor koncentrere os om ØNSKE og IDE. Det er da osse her, det mest interessante befinder sig.

Du er sulten.

Behov: at spise.

Hvad er så ØNSKET?

Umiddelbart ville svaret være: At indtage et måltid mad, da det er den mest almindelige måde at opfylde sultbehov på. Og det er da osse sandt. Nu er eksemplet med sult jo et eksempel. Vi har brug for at finde noget ved ØNSKET, der er gældende uanset hvor, hvornår og hver gang der opstår et behov, og et ønske er aktuelt.

En del af et hvilket som helst ønske er ønsket om at ønsket skal gå i opfyldelse, ønsket om at den eventuelle handling vil være succesfuld, ønsket om et godt resultat.

Dette ønske er båret op af to ting: 1) tillid til egne evner og 2) tillid til verden omkring dig.

Har du både tillid til dig selv og verden omkring dig, vil det ikke være nødvendigt for dig at bruge kræfter på ønsket om et godt resultat. Du kan i stedet fokusere på at visualisere det ønskede og sætte en handling i værk. Er du i en situation hvor du af een eller anden grund har mistet tilliden til dig selv og omverden, ja, så bliver det jo temmeligt svært for dig at udføre en normal handling. Du er med andre ord fuck'd.

Næste skridt: IDE

Hvad skal staklen gøre? Han er så sulten og der er ingen McD i nærheden... Han har brug for en ide. Nu er det jo nok sådan, at han har en række færdige ideer i bagkataloget fra tidligere tilfælde, så han kommer nok ikke til at gå sulten hjem, men lad os bruge lidt tid på denne IDE.

Ide kaldes også inspiration: Den sultne mand lader sig inpirere af de ting og fænomener, der er omkring ham: Han ser en elg og tænker: den må jeg skyde! Eller osse kommer idéen på mærkelig vis, den opstår ligesom bare, inde i hjernen, forekommer det. Hov, du kunne jo spise den busk. Hvem ved, måske kan du holde det i dig, hvis du tygger det godt.

Husk dette, næste gang du skrider til handling. Det er ikke altid det bedste bare at gøre, hvad du plejer. Hvis du gør, hvad du plejer får du samme resultat som du plejer. Hvis du ønsker et andet resultat, skal du altså ikke gøre som du plejer.

Behovet har du ikke styr på. Det dukker op, når kroppen vil have det opfyldt. Handlingen har du kun nogenlunde styr over, da det er nødvendigt for dig at handle indenfor naturlovene og i vid udstrækning også indenfor de rammer, vi mennesker har udstedt for hinanden. Og resultatet - ja, det afhænger jo af resten.

ØNSKET derimod, og selve IDEEN - der kan du styre og kontrollere.

Og det er her du kan sætte dit personlige præg på det som sker. I hvert fald når det er dig, der lader det ske.

Sidste indlæg ( i dag)

Sad lige og finttænkte over emnet "Alfabetets Bogstaver". Ja, man har vel lov at være nørd. Jeg er beviselig intelligent, så at tænke er, hvad jeg gør.

De vigtigste tre bogstaver i vort alfabet er "æ","ø" og "å" (subsidiært "aa") - den danske tilføjelse.

Denne tricolore, denne treenighed, om man vil, beskriver alle danske kvaliteter.

Uden "æ" kunne du

ikke æde

Uden "æ" havde du

ingen hænder

ingen tænder

og der var heller

ingen ænder

Uden "ø" måtte du leve

uden kød

uden brød

uden grød

Aldrig drikke mjød

End ikke en enkelt øl

Ingen flagrende møl

Masser af surt men ingen sød

og slet ikke mere øllebrød

Uden "å" ville

du hverken kunne stå eller gå

Der blir ikke engang noget låg

at lægge på

Ovre fra Japan

Ordet "zen" kommer af sanskrit dhyana, "meditation", via kinesisk chan, og betegner den japanske gren af chan-buddismen, der er helt centreret om meditation og ikke tilskriver den buddhistiske litteratur og dogmatik særlig værdi.

Zen indførtes i Japan omkring 1200, hvor de to skoler, rinzai (1191) og soto (1227), der stadig er de dominerende skoler, blev grundlagt.

Rinzai arbejder med meditationstræning ud fra de såkaldte koan, umulige og paradoksale spørgsmål. Den intense beskæftigelse med koan sigter mod en art sprængning af tanken, et pludseligt mystisk gennembrud, der kaldes SATORI.

Soto-skolens stifter, DOGEN (1200-1253), så den individuelle stræben efter satori som stridende mod buddhismens lære om anatam - jeg'ets ikke-eksistens. Meditationens opgave måtte være at bortmeditere jeg'et. Soto-skolen dyrker derfor et andet meditationsprogram, zazen, "zen-sidden", hvor man sætter sig i skrædderstilling og tømmer sindet for tanker. Derved tænkes satori at indtræde af sig selv.

Zen er forbundet med fordybelse i sindets sande natur, der frigør til en ikke-dualistisk væren-til-stede i verden, hvor væren og handling er ét og hvor kroppens og sindets dynamiske energi transformeres til klarhed i den totale tilstedeværelse i nu'et, hvor forvirring og splittelse er opløst.

Zen-lærere taler i deres undervisning om det rette eller sande og det ufuldstændige. Når sindet fylder hele kroppen, siger man, at det er det rette. Når sindet (bevidstheden) er begrænset til en bestemt del af kroppen, er det ufuldstændigt eller ensidigt.

Zen bryder sig ikke om det delvise eller det begrænsede. Når sindet hærdner på ét sted er det ikke i stand til at gennemtrænge eller gennemstrømme hver eneste del af kroppen. Når sindet IKKE er opdelt og udskilt spreder det sig naturligt ud i hele kroppen. Sindet skal ikke bevæge sig ud af et indelukke, hvor man har anbragt det.

Den første sekt-dannelse indenfor zen-buddhismen var Rinzai-zen, der blev indført fra Kina i 1191 af Eisai (1141-1215).

Eisai var som så mange andre begyndt på Hiei-bjerget, men var hurtigt blevet skuffet. Klosterdisciplin eksisterede der ikke meget af, og den enkelte munk var mere optaget af sin egen magelighed og velfærd end af det rene buddhistiske liv.

Eisai ønskede en reformation på bjerget og en almen fornyelse indenfor den japanske buddhisme.

Eisai besøgte Kina første gang i 1168 og anden gang mellem 1187 og 1191. I Kina mente han, at zen var den mest levende form for buddhisme, og han studerede ved zen-, tendai- og ritsu-templer. Efter hjemkomsten i 1191 koncentrerede han sig om zen-doktrinen og prøvede at gøre den populær inden for tendai-sekten. Det har muligvis været for at undgå forfølgelse, at han valgte at følge en fordragelig linie.

Han mødte dog ingen forståelse, snarere modstand, både inden for tendai og udenfor, og da succesen udeblev i Kyoto-området, flyttede han sin virksomhed til det nye magtområde, Kamakura. Her vandt hans forkyndelse hurtigt gehør blandt samuraierne som formentlig fandt zen-munkens strenge meditationsdisciplin i god overensstemmelse med krigerens egen strenge disciplin. Med shogunatets og hojo-regenternes støtte, blev Kamakura ikke bare det første zen-midtpunkt i landet, men der opstod også et nært forhold mellem zen-religionen og militærstyret, og det kom til at vare både i Kamakura-tiden og i den efterfølgende Muromachi-periode.

Det støttede også den nye sekt, at der kom zen-munke til Japan i forbindelse med at mongolerne indvaderede Kina. Det var således kineseren Tao-Lung, der grundlagde Kenchoji-templet og Tsu-Yuan, der grundlagde Engakuji-templet, to af de mest betydelige templer i Kamakura fra 1200-tallets begyndelse.

Med etableringen af zen indledtes således også regelmæssig forbindelse med kinesiske zen-centre. Der berettes om et antal zen-munke, der gjorde den lange og besværlige rejse for at lære meditationens kunst ved oprindelige, kinesiske zen-klostre.

Under Eisais indflydelse tog Rizai-sekten en mærkbar kursændring i forhold til den tilsvarende sekt i Kina. Linchi i Kina var radikalt orienteret mod dhyana, meditation i religionsudøvelsen. Den udtryktes på den måde at der ikke måtte være noget der var afhængigt af ord og bogstaver. Det skulle være en direkte overførsel af sandheden, fra mester til discipel udenfor skrifterne, en direkte koncentration om menneskets sind, blikket skulle rettes mod ens egen indre natur.

Eisai erklærede også, at man skulle finde klarheden i sit eget sind, hvis inderste er Buddha, men han begrænsede sig ikke til det. Han var en vidtfavnende personlighed med et generøst sind som både accepterede sutra'er og ceremonier.Han studerede tendai-, shingon- og zen-læren samtidig, og han anbefalede sine disciple at de også praktiserede nen-butsu - påkaldelsen.Han var eklektiker og forstod at sandheden kunne skjule sig i forskellige former. Han var med andre ord en ganske usædvanlig religionsstifter af en type som man sjældent finder - hverken i øst eller vest. Det er de snævertsynede, der er de mest almindelige. Han etablerede enddog en "esoterisk" zen (zenmitsu), en efterligning af shingons tomitsu og tendais taimitsu. På denne måde gav han sine troende mulighed for at blive fortrolige med alle de muligheder som buddhismen tilbød og ikke kun den traditionelle selviagttagelse.

Den nære forbindelse med naturen blev også en vigtig del af zen-udøvelsen allerede på Eisais tid. På dette område nærmede man sig kami-religionens naturdyrkelse. Denne side af zen blev forstærket i de kommende århundreder.

Rinzai-sekten arbejdede ikke kun for opnåelsen af satori. I modsætning til de kinesiske læremestre blev den også en af tidens kulturbærere.

I kernen af al aktivitet stod koncentrationen. Den blev udøvet ved hjælp af koan, paradoksale, irrationelle udtalelser som blev en del af meditationens teknik. Et spørgsmål som: "Hvordan lyder en hånd, der klapper?" (koan af Hakuin, 1685-1768), kunne efter lang tids overvejelse føre til, at man gik ud over sine tanker og oplevede den ubevidste tomhed (ku). Der findes forskellige koan-samlinger, både på japansk og kinesisk, bl.a. Mumonkan, "Grænse uden Åbning", fra 1200-tallet som den mest kendte.

Andre hjælpemidler i meditationen var pludselige skrig (katsu!) og slag. Siddende meditation (sazen) kom dog først, og det er også den mest udbredte i vor tid.

Zen-lærens indmarch faldt sammen med at samuraiklassen dominerede i Japans historie. Denne lære som ikke lagde stor vægt på skrifter og teorier appellerede til krigeren for hvem resolut og hurtig optræden var vigtig. Meditationen var for munken, hvad sværdet var for krigeren. Eller som George Samson har formuleret det:

Disciplin er lige så vigtig i meditation som i kamptræning, og sindets totale fred i med- såvel som modgang skulle være målet i begge tilfælde.

Japanerne har aldrig glemt abbed Kaisen, som blev brændt levende i 1572 i porten til Erinji-templet og ved den lejlighed fremsagde følgende digt:

Især tre zen-buddhistiske discipliner blev taget i anvendelse, begreberne mushin, honshin og zanshin. Disse tre er i øvrigt efterhånden blevet indkorporeret i stort set alle moderne martial arts-systemer.

Mushin beskriver ikke-sindet, fjernelsen af alle de unødvendige tanker og indtryk, der kan hæmme udøverens sansning af virkeligheden. Dette leder til hoshin, det sande sind, der tillader udøveren at træffe de nødvendige valg og beslutninger i kampsituationen såvel som i livets andre forhold. Til sidst kommer zashin, det allestednærværende sind eller det levende sind, den absolutte oplysning, der giver udøveren adgang til det åndelige rige.

Mere om det der, du ved nok

I moderne magis mysticistiske doktriner opfattes sindet som en bro mellem ren bevidsthed og den krop, hvori denne bevidsthed midlertidigt har taget ophold. Sindet er, set ud fra denne synsvinkel, en oversætter som organiserer og oversætter alt, hvad vi kommer ud for til billeder og udtryk som er acceptable for og forståelige af vore fysiske personligheder.

Alt i universet består af og erkendes som forskellige hastigheder af vibrationer eller bølgelængder. I spektrets nederste del og med den laveste vibrationshastighed har vi fast fysisk substans. Vibrationerne i de atomer, molekylerne er sammensat af, kan ikke umiddelbart erkendes af menneskets sanser. Ovenover fysisk substans og med højere vibrationshastighed er lyd. Hurtigere bølgelængder end lyd opfattes som varme og endnu højere vibrationshastigheder som lys. Denne observation kan udvides til også at omfatte tanker med en bølgelængde højere end elektricitet eller lys.

Indenfor hver enkelt gruppe af observerbare fænomener, som lyd, lys, osv, findes manifestationer som varierer med bølgelængden. Inden for den klassifikation, vi kalder lys er der, fx langsommere bølger, som vi opfatter som rødt lys, og hurtigere, der opfattes som blåt lys. Indenfor klassifikationen lyd er der hurtige bølger, der opfattes som høje og skingre, og langsomme, dybe bastoner.

Det er interessant at mærke sig, at vibrationsmanifestationerne og de deraf følgende billeder, ikke i sig selv er entydige og fortsatte, men i høj grad afhænger af de sanser, der opfatter dem. Det er i dag en fastslået kendsgerning, at der er lyde som let opfattes af visse dyr. Der er til gengæld lysindtryk som ikke kan opfattes af planter og dyr, men som er tydelige nok for mennesker. Moderne kommunikationsteknologi er et dramatisk eksempel på, hvorledes man ved at ændre på "modtage-sansen" kan ændre et givent sæt vibrationer. Lysindtryk kan ændres til elektriske impulser, som kan ændres til lyd, som igen kan iværksætte fremstillingen af fysisk substans. Hvis det var lige så let at påvirke vore fysiske legemers sanseapparat kunne vi mennesker måske høre farver, smage lyde eller føle dufte og på den måde få yderligere perspektiv i vor dagligdag eller i særlige situationer.

Ud fra den tro, at alting er forskellige manifestationer af den universelle kilde udviklede de gamle magere den indstilling, at der ikke eksisterer noget fuldstændig uafhængig handling. Tilsyneladende uafhængige fænomener hænger i realiteten sammen. Som følge deraf er et enormt område af umærkelige og dog direkte måder at kontrollere omgivelserne på åbne for mennesket, hvis vi blot erkender og accepterer denne kontrol.

Hverdagsmagi...

Så spørger folk mig om, hvordan jeg gør... Hvordan det kan være, at jeg har så stor succes med stort set alt hvad jeg laver. Jeg svarer ærligt, for det har jeg vænnet mig til, og siger derfor i overensstemmelse med sandheden: Der findes noget, der hedder magi, og vi er nogle der mestrer den. Det lukker oftest munden på dem, så vi undgår at bevæge os rundt i et for mig lettere pinligt emne.

Men ja, det er sandt: jeg har i en årrække studeret vestlig magi, og ja, jeg kan trylle.

Men det er jeg ikke alene om. Der findes omkring 6,3 milliarder mennesker rundt om på jorden, der er i besiddelse af samme evne og som bringer den i anvendelse dagligt. Ja, det vil sige, at du - kære læser - er indeholdt i regnskabet.

Catch 22 er - i dette tilfælde - at der er stor forskel på, hvor dygtig den enkelte er.

Kernen er, at kende tingenes entitet. Ordet ´entitet´ er ikke som sådan noget fremmedord. Du kender det fra ordet "identitet", sammensat af "id" og netop "entitet". Identitet er et begreb, der beskriver summen af et individs egenskaber. ´Entitet´ betyder altså egenskab. Alle ting har een eller flere entiteter, altså egenskaber.

Jeg springer videre, før der går unødvendigt Rudolf Steiner i denne blog.

Lad os tage et eksempel, jeg vil bruge et fra mit eget liv, da jeg dermed ikke risikerer at bringe andre i forlegenhed.

Jeg spiller trommer i et rockorkester. Dertil anvender jeg trommestikker. Jeg foretrækker stikker af australsk cedertræ, vistnok lavet af nogle dovne abo´er nede i outback´en. Hvad en trommestiks egenskab er, behøver jeg ikke at uddybe. Det ved enhver, der har overværet en rockkoncert. Trommestikken er designet og fabrikeret til et formål, nemlig at udfylde sin egenskab, sin entitet.

Der er bare det, at stikkerne ikke som sådan kan udfylde denne ´bestemmelse´ uden tredje aktør. Det er her, jeg kommer ind i billedet.

Ved at tage dem i hånden og hjælpe dem med at udfylde deres bestemmelse - deres entitet - udfører jeg magi.

Ligesom maleren med sine pensler, slagteren med sin kniv, tømmeren med sin hammer, Bush med sine bomber, osv. og dig, i øvrigt, med din computer.

Hvis du ved, hvad tingene skal bruges til, og hvis du ved, hvordan man gør, så bliver din hverdag nemmere, og du vil opleve større succes. (Desuden vil du også komme til at sove bedre, hvilket alle moderne mennesker har brug for, da deres største problem er, at de ikke får udsovet om natten - eller hvornår de end vælger at sove. De moderne menneske dør af stress fordi de af to årsager - 1)angst og 2) dårlig samvittighed - ikke kan sove om natten. Men det er en anden historie.)

Eneste måde, at sikre sig dette på er ved at sætte sig ind i hvordan tingene virker. Magi er viden om, hvordan tingene virker. Hvis man ved, hvordan tingene virker, kan man udfylde deres bestemmelse, bringe deres egenskaber i anvendelse, og dermed sikre sig selv og universet succes ved en vellykket handling med tilfredsstillende resultat.

Noget alle ved, og alle stræber efter i forvejen.

Så vær endelig ikke imponeret over David Copperfield.

Entitet betyder egenskab. En egenskab er det samme som en ´mulighed´. For at vende tilbage til førnævnte eksempel med trommestikken, så er det muligt at slå hårdt med en trommestik, det er dens egenskab, dens entitet; det man anvender den til. Altså dens ´mulighed´.

Nu går vi lidt tilbage i tiden, til før Universet blev skabt.

Der sad Gud i en anden verden end den vi kender; det var en verden, der kun bestod af muligheder, men til gengæld var antallet af muligheder uendeligt. Med andre ord: ALT var muligt i den verden, Gud kommer fra.

Ikke så mærkeligt, at Gud fik sjove idéer, Han må jo ha´ kedet sig bravt, fordi, når alt er muligt, så sker der jo ingenting. Idet en mulighed bliver realiseret ophører den jo med at være mulig og er dermed ikke mere en mulighed. Han besluttede sig for at vælge en række af de til rådighed stående muligheder og realisere dem. Skide på magten og for en gangs skyld glemme tidens dynejakkemeninger og gøre, hvad han havde lyst til...

Og så blev Universet, som vi kender det, skabt.

Det samme gør du hver morgen. Du ser ned af dig selv og tænker: hvad kan jeg udrette? Jeg har hænder, jeg har hjerne, jeg har hjerte og mit helbred er i orden. Svaret er, som du ved, meget enkelt: Er det menneskeligt muligt, så vil du også kunne udrette det. Det kræver bare at du sætter dig ind i, hvordan tingene virker og så, selvfølgelig: træning.