Mere om katten
De åndssvage dyr!
Som jeg før har nævnt (se arkivet) er jeg den stolte ejer af en hun-kat, som jeg i sin tid valgte at kalde Xena - efter hende den agressive superkvinde fra tv3 med sværd og lædertøj.
Katten erhvervede jeg på Sondrup marked sidst i juni 2006, i øvrigt for en slik, så dyret er nu ved at være et år gammelt. Med andre ord - sat i menneskereferencer, antropoficeret hedder det vistnok - teenager.
Altså: jeg har en teenagekat.
Katten er opvokset, fra jeg fik den, hvor den var fem uger gammel, til sidst i april i år, på den herregård, hvor jeg boede i den periode (se arkivet); i fri natur med adgang til spurve, mus og andet småvildt, fluer, biller, snegle, masser af frirum til at rende rundt, i selskab med andre katte, heste og mennesker. Nu, hvor jeg (se arkivet) er flyttet i lehjlighed i Horsens Vest, er den tvunget til at tilbringe sit liv indendørs på 80 kvadratmeters beboelsesareal sammen med to præ-midaldrende mennesker.
Det er klart, at jeg med henblik på dyrets tarv har søgt at skille mig af med den. Da en aflivning er fuldstændig ude af billedet må der tænkes kreativt.
Sidst - og hold fast, for nu bli'r det indviklet - forsøgte jeg at afsætte den til min eks-kæreste, mor til min søn, som i et års tid har boet i et gammelt hus på Gudmeegnen med masser af frirum og en hankat.
Jeg tænkte: Hér kan hun løbe omkring i omgivelser der til forveksling ligner hendes barndomshjem og i selskab med en hankat.
Vi mennesker gør os mange forestillinger om hvad fremtiden må bringe, men kun sjældent stemmer drømmene overens med det, som faktisk sker.
Jo, hun syntes - som jeg så tit har oplevet - at forstå, hvad der skulle ske. Da hendes nye ejere in spe dukkede op og transportkassen blev stillet åben på gulvet, fandt hun straks interesse og gik ind og lagde sig i den. Hun er ikke ubekendt med rejser og kender derfor kassen.
Så det var med fortrøstning og ikke uden lettelse, at jeg vinklede farvel til missen.
Allerede hen under aften blev jeg angrebet af den store tudetur, og så stemte kæresten i, og... Ja, det er ynkeligt, men man er jo kun et menneske.
Så ringede telefonen.
Hvad skulle de gøre, katten spiste ingenting, den hvæsede og knurrede og gemte sig og var balstyrig?
At berolige - lige som man selv var ked! At mane til fornuft og ratio - gennem tårer!
Her skal lige indskydes, at jeg i det sidste års tid har været medlem af en festivalkommité, og da festivallen blev afholdt netop i dag (mere om det senere)... Ja, jeg behøver vel næppe yderligere forklaring. Lad os bare sige, jeg har haft en travl uge, ikke mindst i går, hvor det berettede fandt sted.
Det endte nemlig, som den realistiske blogonaut nok allerede har gættet, med, at jeg måtte afhente dyret dagen efter det var blevet afleveret.
Så nu sidder jeg igen og ser på min kat og tænker: De åndssvage dyr!
Men det er jo min egen skyld, at uhyret er blevet så knyttet til sin ejer. Det er ikke altid en fordel at være elskelig og rar og god mod dyr.
MLK
PS: Jeg beholder katten. Det andet nytter jo ingenting.
Ode til min kat
She was born one mornin'
In the sizzlin' rain,
Fightin' & trouble
Is her middle name.
She's brought up in a canbake
By an old Papa Lion.
Aint no high top alley crawler
Ever make her walk the line.
If you see her comin'
Youd better step aside
A lot of creeps didn't
A lot of creeps died.
She's got one claw of iron
And one claw of steel,
If her right one doesn't get you
Her left one surely will.